side212

Side 212 (eller “Derfor elsker jeg at løbe, del II”)

Side 212: godt valg, tidsmester (fortsat fra … ehm, side <Page Error! Page numbers not yet defined in this life>). Dog er det snart 2 uger siden, at ovenstående blev skrevet og hvorfor skal sidetal og planer da egentlig også angives så 1-dimensionelt? Måske er det her side (212, 12), knap to uger frem i tiden. Måske kunne det også være (212, A, 45, 12), men det vender jeg tilbage til en anden gang.

Jeg har i dag gå-løbet 10 km, dvs. jeg tager stadig en lille gåpause for hver 5-6 minutters løb, som fys anbefalede. Fys sagde så godt nok ikke noget om 10 km, men … det var det mest fantastiske forårsvejr at løbe i og egentlig var det ikke meningen at skulle løbe så langt endnu (jeg overvejede dog om jeg kunne), men da jeg efter 6-7 km kunne drejede af for at løbe hjem, kom der noget godt musik i ørerne, benene var ikke så trætte og … ja, så kom jeg til at tage en lille afstikker.

Og nej, det føles ikke altid godt at løbe. Sidste gang jeg var ude føltes det så tungt, at jeg nåede at forestille mig at det var mig der fik jorden til at dreje rundt ved at løbe på den. Og så føltes det blot endnu tungere! Det var vel nok tanken der lige talte (til mig) der … tankens kraft? Hvor meget vejer en tanke?

Men uanset, så er det altid rart at have løbet, dvs. sidde på altanen og klappe sig selv på skulderen, mens man tænker på alt det ekstra mad man må spise, uden at tage på (og måske ved man næsten præcis hvor meget, fordi man atter er faldet i madlog-fælden – ja, måske).

Knæet har det godt, men pipper lidt i ny og næ. Men så overdøver fuglene den og så er alt godt.

Derfor elsker jeg at løbe

Yes! I denne uge er jeg endelig startet op med at løbe, siden min knæoperation. Og det er fanme godt! Der er forår i luften og i alle mine kropsceller, og jeg kan slet ikke vente med at komme ud og løbe mer’, mer’, mer’!

Her på min tredje løbetur ude fik jeg lusket mig op på 5 km (med gå-pauser for hver km efter påbud fra min fys), fordi så kunne jeg kunne ud og løbe gennem skoven/vestvolden. Det er noget rarere end at løbe rundt om blokken på vejene. Og det mindede mig om hvad det er jeg har savnet ved at løbe.

Det er ikke bare følelsen at spæne rundt på bakketoppe i skoven og over forhindringsbaner forklædt som grene og trærødder, og føle sig som en gazelle og et med naturen på samme tid (så pyt med hvad man ligner – man kan også være abe eller drage, hvis man har lyst).

Det er heller ikke bare det at mærke kroppen arbejde og endorfinerne blive udløst i kroppen til noget passende stykke musik i ørerne, så man får lyst til at danse mens man løber.

Og det er heller ikke bare fordi jeg kommer til at se megahot ud i latex-catsuit og tilhørende pisk, når jeg er kommet i mega-god form … hov, vent, forkert spor, bladrer lige videre i hjernekartoteteket …

Det er ej bare det, at man under løb kan være i helt egne tanker uden diverse distraktioner (ja, internet – jeg kigger på dig!), hvor ego og fantasi kan få frit spil til at udforske hinanden, og diverse aha-tanker- eller ideer dukker op og spinder sig sammen til nye historier.

Det er selvfølgelig slet ikke det, at det nogle gange bare er lidt rart at løbe væk fra hvad der nu engang fylder i ens hverdag, eller eksamenslæsning eller whatever … vel kommer man lidt væk, men når man  nu alligevel løber i cirkler, så kommer man jo ikke rigtig nogen vegne vel?

Eller jo, det er alt det, men det jeg har savnet mest og som jeg glæder mig mest til at kunne gøre igen, er at give mit explorer-gen frit løb, komme derud, hvor jeg kan løbe ad tilfældige stier og komme på afveje, og udforske længere og længere ud, fare vildt og møde en ged, men ikke værre end at jeg kan tænde min GPS og finde mig selv igen. Jeg elsker at fare vildt i den rigtige retning. Jeg elsker at opdage nye afveje i nærområdet. Jeg elsker at “ups, jeg kom til at løbe en halvmarathon“‘e. Det glæder jeg mig til igen.

Og jo jo, vel kunne jeg da tage cyklen og komme langt længere, men det er ikke helt den samme oplevelse. Alt til hver sin tid, og cyklen bruger jeg pt primært på mine 2×13 km t/r til byen. Ego-tanke-ide-virkningen er i øvrigt næsten den samme på cykelturene, især på strækningen inden byræset, så dem ville jeg nu heller ikke undvære – men nu er det jo ikke en “derfor elsker jeg at cykle”-indlæg, vel?

… gad vide om jeg om en uge tænker: “meh – gider ikke”? – det må tiden vise. Hvis du er tidsmester, så gå til side 212, hvor jeg løber 10 km om en uge eller gå til side 52, hvor jeg finder på opfindsomme undskyldninger for ikke at komme ud og løbe, såsom “katten har tisset på mine løbesko”, “jeg kan ikke finde min hårelastik”, “mit venstre ben er uvenner med mit højre” osv.

SMBH-Header

The story of a supermassive black hole who didn’t own a bathroom scale

In the very most distant corner of the universe, there once was this little black hole, as black as any of the darkest souls. Actually it was a pretty huge black hole. Massive. SUPERmassive as the matter of fact, almost like superman, except it was much cooler. First of all, it wasn’t wearing it’s underwear outside its pants, and second it was much bigger and much heavier than superman, with it’s mass of a billion solar masses. Well approximately a billion solar masses.

The SMBH did not own any bathroom scale, and hence it had no idea how much it actually did weight. Maybe some thousand solar masses if it was a small SMBH or maybe hundreds of thousands billions of solar masses if it was a larger one [1]. It had no idea, and neither did it like to be compared to the little bright star, that some living creatures called the sun. The sun was such a tiny, young thing, it was picture perfect and really had a body of a model, while the SMBH just felt huge and heavy in comparison. “Nobody ever uses ME as a model”, it muttered to itself. “Also, it’s probably because I’m black”.

Since the SMBH did not know it mass and actually didn’t even know it’s size either, it even had no idea whether it actually had a healthy BMI. It did try to get its daily exercise though, by actively swirling huge masses of gas surrounding it (even though “daily” didn’t really make any sense to it, but sometimes you just gotta do, what you gotta do, right?)

It would try compare itself to a neighbouring SMBH inside the quasar J0159+0105 [2] with a mass of 1.3*10^8 solar masses and a size of approximately 50 daylights for the broad line region, which gave a BMI of approximately 1.5*10^8 kg/m^2 – but was that a healthy number? Should it not be below 25? It did seem a little bit high …

“I wish someone could tell me how large my mass actually was”, the SMBH pondered to itself. “And maybe whether I look fat in this suit”, it said looking at the torus gas cloud surrounding it.

The SMBH was living closely surrounded by it’s very bright friend, the quasar. The quasar was just as bright as the SMBH was dark. Together they were the center of their very own universe, or rather, their very own galaxy, floating and spiraling on a journey through the universe.

While the SMBH preferred to lurk in it’s own shadows, almost swallowing itself in the attempt to avoid the party, the bright quasar was quite opposite. It shined with a luminosity about 4 trillion times the above mentioned sun [3], and enjoyed being the center of any attention that anyone would like to give it.

And while the SMBH had low self esteem because of its heavy mass and its almost non-existent chances of ever becoming a model like the sun, the quasar on the other hand was shining through and feeling exceptional energetic and unstoppable. “I am Quasar, hear me roar!”. It did not actually roar, like you would expect it to – but you could almost hear it across the universe, in it’s own radio emitting language. If you could only translate it into lion language, I am sure it would pretty much sound like a roar.

Meanwhile the SMBH sulked in inside the quasar, like a devouring hole, trying to eat it’s quasar friend from the inside.

One day the Quasar has had it. “Enough!” it proclaimed, while blowing a magnificent fume of high speed particles through a blazar jet. (“Nevermore”, a raven echoed somewhere on a planet named earth, and some dude named Edgar wrote it down, but that’s a whole different story [4]). “Enough with the sulking already. We are going to get your mass and all of the other masses of our dear SMBH friends in the universe measured, and you’ll see – your BMI is perfectly fine I’m sure”.

The SMBH almost lightened up a bit, but it did not really, it was just some gas orbiting around its  event horizon, which made it seem so. Nevertheless, it did continue as if nothing had been said, pretending it didn’t care and that it didn’t matter, but the quasar knew that its friends inner darkness did not always reflect its actual mood and that something actually did matter quite much, even though the matter was hiding in the darkness. And so the quasar started sending out signals to whoever might want to measure or calculate the masses of several black holes.

Time passed. Several billion years passed actually, but the quasar was really patient. Time did not really exist in its mind, since it was so heavy and even heavier considering the black kernel inside it, that time bend around it, making the time seem to pass rather fast. In the blink of its imaginary eye, it seemed like a billion years, maybe more [5],  have passed in the outer world before somewhere else in the universe, some human beings had read the signals and decided – like out of the blue – to measure the masses of some SMBHs.

“Why are we doing this again?”, one student asked, while trying to understand the calculations.
“Because we want to know!”

But the real answer was of course, because they were manipulated by the signals of the distant quasar signals from the even more distant past of more than a billion years. “Measure me!” The signals insisted subconsciously. “Measure the mass of my SMBH friend. And all of our friends”. And so the students did. They worked day and night, until their hard work payed of. Maybe even two days and two nights – nobody really cares about that kind of time frame in the scale of the universe.

<insert what the students actually did and what they’ve found out here, and the BMI of the SMBH – did it actually look good in it’s bathing suit for bathing in the light of its Quasar with the Torus of dusty gas around it?>

And they all lived happily ever after, until the end of the illusion of time. Well, almost. The quasars of the universe were happy for a while, but in the end, the black holes inside them sucked all the energy out of every single one of them, leaving the space surrounding them dark, empty and apparently completely soulless. Yes, so it seemed. What was really going on inside of the black holes, was a whole different story, and their well kept secret, not to be discovered until a few billion years from now, on the human time scale.

To be continued in a few billion years (or like now, if you are a photon).

Leverpostej i Barcelona

Jeg sidder i lufthavnen i Barcelona en torsdag morgen. Klokken er 8:39, men jeg har været oppe siden klokken 5:30, for at have tid til alt hvad der kunne gå galt på vejen og alligevel have en chance for at nå mit fly. Der gik ikke noget galt – jeg fandt togstationen, jeg kunne købe en billet i automaten, jeg fandt det rigtige tog i den rigtige retning og stod af det rigtige sted (hvilket ikke skulle være så svært, eftersom det var slutstationen, men alligevel var jeg ved at hoppe af på et tidspunkt, hvor jeg synes at der stod noget med Aerporto – “Is this the airport?”, spurgte jeg en togmedarbejder-udseende mand, som svarede “si”, og da jeg var ved at hoppe af, panikkede han med et “aerporto!”, mens han pegede på indenfor i toget. Jeg blev indenfor i toget og dørene lukkede. Phew).

Så derfor var jeg i god tid, da jeg var i lufthavnen klokken 7 og flyets afgang var kl 9. Jeg fik en sms om at flyet var forsinket – ny afgang klokken 10:10. Nu var jeg i endnu bedre tid. Efter tjek ind og med boarding pass i hånden lykkedes det alligevel at overse de store blinkende skilte lige ved tjek ind og gå i den helt forkerte retning til departure. Jeg undrede mig over at flynummeret og destinationen ikke stod på de store tavler med afgange, men tænkte at det muligvis havde noget med forsinkelsen at gøre. Godt at det ikke var i dag jeg skulle til eksamen. Da det endelig var lykkedes at finde security control indgangen og den flinke dame tjekkede mit boarding pass, fik jeg et BEEEP. “No exista”, sagde hun. Tilbage til Norwegian, som sagde at jeg kunne sætte mig og vente en times tid. “Gracias”, sagde jeg med min bedste udtale og fik en tommerfinger op.

Jeg satte mig og ventede. Et par sæder ved siden af mig sad en kvinde i leverpostejsfarver. Kort efter kom hendes – hvad jeg går ud fra var – kæreste med kaffe og croissenter. Deres samtale druknede lidt i lufthavnens akustik og andre lyde omkring mig, og jeg kunne derfor ikke køre en mønstergenkendelse på sproget. Men efter at have observeret dem fra sidelinien i nogle minutter, mens jeg egentlig samtidig regnede fysikopgaver (jo, jeg gjorde!), konkluderede jeg svagt at det nok også var danskere. Selvfølgelig var sandsynligheden rimelig stor, eftersom jeg nok næppe var den eneste dansker der ventede på at kunne få adgang til departure. Men udover leverpostejsfarven, var der også et leverpostejsagtigt udtryk i kvindens ansigt. Det der “jeg har ikke fået min kaffe endnu, så jeg må godt – faktisk skal – virke lidt halvdød”-udtryk i ansigtet, som der er noget dansk over, tror jeg – og som nærmest kom tydeligst frem, da kæresten kom med kaffe og croissanter. Manden havde en lettere krumbøjet holdning i tynd “vakse viggo”-stil og bar lettere hængerøvsbukser. Men han var samtidig en pæn og fornuftigt udseende mand. Der var også noget “Find Holger” over ham samt et  afslappet “jeg har styr på det, så du kan bare slappe af”, i forhold til kvinden. Jægeren der skaffede kaffe og føde og passede på sin mage, som sad mageligt på sin trone og lod sig vimse om. Med leverpostejs udtryk i ansigtet og den der “meh”-tunghed i kroppen på en tidlig torsdag morgen i en lufthavn i Barcelona, mens jeg regnede på en rullende kugles vinkelacceleration.

Senere, da jeg var kommet igennem security gate og fandt et tilfældigt sted at sidde, mens jeg ventede på flere informationer, spottede jeg hende igen. Der sad hun igen alene med ryggen til, med sin leverpostejsfarvede udstråling. Hun sad alene i længere tid, og jeg var ved at blive i tvivl om det var hende. Men ganske rigtigt, kom jægeren atter vimsende, denne gang med to sandwichs og et par flasker vand. Mens jeg sad med min egen hjemmebiksede sandwich,  studsede jeg lidt over, om det bare var mig der var forudindtaget, eller om der var noget dansk over dem, der skilte sig af kulturmæssigt fra andre almindelige unge par. Og smilede lidt over at observere den der par-dynamik, som sjovt nok mindede mig om de mange nætter jeg har danset alene rundt på “Barcelona”-cocktail bar på Nørrebro, mens jeg ditto observerede parringsdansene omkring mig. Mennesket er et interessant dyr og sjovt at observere.

Dagen fra et sygt bens vinkel

Man skal jo huske at se verden fra andre vinkler en gang i mellem, så hermed en dag fra et sygt bens vinkel.

Mandag morgen. Missede første bus. Missede derefter toget, som ellers længe stod stille og satte folk af på Glostrup st, mens jeg stod nedenunder og ventede på elevatoren, som gav sig god tid i zen-style. Det nyttede ikke noget at stresse af den. Kunne have hinket på ad trappen, men tror ikke at det ville have været hurtigere. Endelig til sidst en kamp med ca. 1000 andre om at få mast sig ind i en af busserne fra Nørreport mod uni. Konkurrencen var hård, og krykken kunne måske være brugt som våben, men at dømme efter de andres rejsende insisteren på også at komme med bussen, turde jeg ikke risikere at miste balancen i forsøg på at fælde andre. Jeg kom med en 150S, hvor jeg allernådigst kunne finde et hjørne at læne mig op ad.

DSC_0989

Første forelæsning – til tiden takket være gode gamle akademiske kvarter. Ideen med at sidde yderst et sted i toppen havde umiddelbart virket som en god ide, indtil jeg satte mig op opdagede at det sikkert ikke var det. Men skævvredet ud mod siden, kunne krykken bruges som et fint balanceeksperiment, hvor jeg også kunne tage benene lidt op. Som handicappet kan man slippe afsted med den slags sære ting.

DSC_0990

Jeg øjnede en pludselig ledig plads foran i pausen mellem forelæsningerne. Det virkede noget nemmere. Måske for nemt. Mon det var en fælde? Trapperne gjorde sit til at understrege gammel og handicappet … her kommer en i pensionisttempo, men hun fylder jo også 100+ igen igen i år.

DSC_0992

En tur i toget om eftermiddagen virker noget nemmere end morgentrafik. Overvejer om det er smartere at tage afsted kl 4 i morgen tidligt, så slipper jeg for at kæmpe om pladsen med 1000 andre.

DSC_1001

Kørt hen til døren til julefrokost. Det er jo det rene luksus. Maven fyldt, benet op – det syge ben tog sig en lille lur under bordet, mens vi sang for Grethe, der blev 70 år gammel og strikkede sweatre til børnene i Hinnerup…noget.

DSC_1007

Man kan sove når man bliver gammel, er der nogen der siger. Måske kan jeg snart få lov så.

meteorregn

When I wish upon a star

Jeg så et stjerneskud.

Sådan næsten lige uden for syns rækkevidde gennem mit beskidte køkkenvindue ud mod øst.  Helt ved den øvre vindueskant, så jeg nåede ikke at se den ordentligt. Der skulle komme meteorregn i nat. Jeg lagde mig ud med at tæppe, ude på græsset, hvor jeg havde god udsigt mod nordøst, hvor det skulle komme fra. Jorden og græsset duftede sødt. Efter en 10 minutters tålmodigt venten så jeg et til! Jeg tror at det er første gang jeg rigtig har set en … men det går så hurtigt. Alt for hurtigt.

Jeg ventede i 10-15 minutter mere for bare at kunne se een mere, men det lykkedes ikke. Til sidst blev duften af græs og jord lidt for meget som sød og tung perfume, sindet for rastløst og måske ville Oscar finde på at vågne, mens jeg legede udendørs eventyr?

Well, I’ve made my wish. 

Hvad skyldes disse stjerneskud? Fra videnskab.dk:

Hvert år omkring 12. august kan man opleve en sværm af meteorer på nattehimlen. Det skyldes, at Jorden krydser ind i kometen 109P/Swift-Tuttles bane. Når det sker, vil støv fra kometen brænde op i Jordens atmosfære og ses som stjerneskud.

Den tilbagevendende meteorregn betegnes også som Laurentii-tårer, og hvis man er heldig, kan man nogle gange se op til 90 meteorer i timen.

Sidste sommer var meteorregnen svær at se, fordi Månen lyste alt for meget. I år vurderer Space.com, at Månen ikke vil give problemer, fordi den først står op lige før solopgang, og derfor efterlader den nattehimlen helt mørk.  

Fund i den hvide kommode

Er i gang med diverse oprydninger herhjemme (og min første lampeopsætning i loftet! Yay! Bedre sent end aldrig … ). I dag kom turen til den hvide kommode i stuen, en kommode jeg bruger til diverse skrivebords-papir-rod, løse kontorting samt andet godt. Der var nogle sjove fund i mellem.

 

1. En lille kassettebåndsoptager, som jeg vist nok havde lånt af en veninde til en studieopgave, hvor jeg skulle holde nogle interviews. Det var før smartphones tid naturligvis, og muligvis var den digitale diktafons tid (eller også var det for dyrt og fancy dengang). Hun ville ikke have den tilbage, så den blev i skuffen. Jeg har dog fået en digital diktafon siden, så måske skal denne her ud. Især da jeg ikke længere kan få kassettebåndet ud. Men er det ikke nuttede de små kassettebånd i miniformat?

 

2. En lille notatbog med bl.a. den første tid med Isa, omkring årskiftet 2002/03. 1. bad, sut for første gang, sundhedsplejerske, hårlængde 3 cm og den slags ting. På en anden side var der en nøje beskrevet dag til hendes hjemmeside, hvor jeg lavede billedreportager. Akkeja, første barn og de små detaljer der noteres på livet løs.

Første måned med Isa

 

 

3. Tastaturet fra min Macbook Air, som jeg havde fået hjælp til at udskifte (tak til Tue! Datanisten … ). Min Macbook Air hed Twiggy, fordi hun var så tynd og lækker. Hun blev opereret og fik et amerikansk tastatur sat på. Desværre holdt hun ikke så længe efter, men hun lå nu også i kommoden. Hun blev delvist brugt til at skrive speciale på i 2010, men da hun kunne finde på at slukke uden varsel og ikke kunne tændes igen det næste døgns tid, måtte jeg til sidst finde et alternativ.

Twiggys tastatur

 

 

4. Mine gradueringsbeviser fra min ungdoms-karatetid fra 1990-93. Herunder min sidste graduering i 3. kyu (brunt bælte) i Shin-Go-Ryu karate i 1993. Oprindeligt trænede jeg i Næstved hvor alle de beviser er fra, men da jeg flyttede til København i 1992, gav jeg træningen en chance ekstra i Hørsholm. For at spare penge på transport cyklede jeg til Klampenborg st og tog toget derfra. Efterhånden blev det for tidsrøvende ved siden af gymnasiet, klubben var jo heller ikke den samme og jeg fik måske andre interesser.

3. kyu

 

 5. Min lommeregner som jeg var forlovet med i gymnasiet. Den havde omvendt polsk notation, og alle troede at det var fordi jeg var fra Polen, at jeg sagde at den havde det. Men næh nej: Omvendt Polsk Notation. Men man kan jo sige at vi alligevel endte med at bo på polsk, og nu har den lagt sig behageligt til rette i min skuffe, måske resten af en eller andens tid.

Omvendt polsk notation

 

Udover dette var der de mere kedelige ting, såsom en miniopslagskalendertavle med børnemagneter, forskellige slags mønter og pengesedler, diverse ledninger, en dildo, en masse kondomer (ubrugte!), ørepropper, et gammelt batteri til en Dell pc, diverse udefinerbare dimsidutter, en konvolut med vandrajournal og scanningsbillede af Isa i maven, tre skriftlige opgaver der relaterede til babylisten/morsverden, skrevet i løbet af studietiden, løbemedaljer (fået for deltagelse) og kumite-medaljer (1x guld og 1x sølv) og diverse andre ting. Nogle af tingene har fået lov til at blive.

Shopping i Elgiganten

I Elgiganten efter at have returneret en Samsung højtaler jeg ikke helt synes om alligevel:

Mig: “Goddag. Har I flere af de små Sonos højtalere på lager? Synes at det så sådan ud på nettet da jeg tog hjemmefra, men nu ser det ikke sådan på mobilen alligevel”
Flink Medarbejder: “Det ser ikke sådan ud … kan du hente den i et andet varehus?”
Mig: “Så skal det ikke være for langt væk, for jeg er på cykel”. Tjekker lige mobilen igen og tilføjer: “I Herlev måske, da jeg skal deromkring senere”
FM: “Eller … skal det være den lille?”
Mig: “Ja, eller … mest pga. prisen”
FM hiver en Sonos mellemstørrelse frem, uden æske. “Jeg har også denne her som du kan få til god pris, den mangler bare en æske”
Mig: “Hm, det kommer an på hvor meget den koster. Jeg ville være fint tilfreds med den lille til 1700 kr og vil ikke give så meget mere”
FM: “Denne her koster 2600 kr som ny – du kan få den for 2200 kr”
Mig: “Hmm … men jeg har bare en lille stue, skal nok ikke bruge sådan en større størrelse … den lille til 1700 ville være fin“
FM: “OK, så 2100 kr”
Mig: “Altså, det er jo stadig 400 kr mere, og jeg skal egentlig bare have den lille, tror jeg”
FM: “1999 kr – og stik så af med dig!”

Jeg siger ja tak – og snupper en slowjuicer med på vejen ud. Det er farligt at handle i Elgiganten.