Amsterdam

Jeg sidder på en café. Der er lyde fra mange forskellige kilder. Menneskeskabte alle sammen. Der kommer noget baggrundsmusik et sted fra, og smelter sammen med resten af akustikken. Drukner let i lydene fra skranken. Masseproduceret kaffe i forskellige former og smage bliver fremstillet af erfarne hænder og langet hen over disken. Lyden af kaffen der kværnes. Mælken der varmes og skummes. Koppen der rammer tallerken, der rammer disken. Stemmerne der udveksler informationer. På tværs over disken. Ved bordet ved siden af. Som en generel rumlen i det store, åbne rum. Samles sammen til en masse der er svær at skelne imellem, men hører man godt efter kan man adskille brudstykker af samtaler fra hinanden. Og musikken spiller med en blid baggrund til baggrunden. Insisterende: Hyg, for satan!

Jeg er omgivet af liv her. Liv som minder om mit. Mennesker, som jeg kan identificere os med. To arme, to ben, en krop og et hoved. En hjerne og et kompliceret mylder af elektroner, nerver, celler, der i det store samspil danner lignende mønster. Udadtil bliver det til lignende tanker, lignende fælles sprog med krop og sind, lignende codex. Vi er mennesker. Vi er så ens på overfladen, og så forskellige indeni.

Det er de små forskelle der gør samspillet spændende. Der gør spillet spændende at spille. Livsspillet. To arme, to ben, et krop og et hoved, ja. Fælles codex, ja. Forskellig fortolkning, forskellig opfattelse, forskellige behov og ønsker. Måske ikke så forskellige hvis man ser på det store billede lidt udefra. Måske er det den menneskelige følelse af storartethed og unikhed der gør at vi tror at forskellene er så store og føles så afgørende på det personlige plan. I virkeligheden er det en masse små ting, der fylder i bevidstheden. Ting som ikke er større end en pissemyre i det store universelle billede. Men vi synes det er stort. Og det er os der definerer verdensbilledet. Menneskets verdensbillede. Giver det mening at forsøge at definere andres?

Hvordan er det at være en flagermus? Når en flagermus ikke ser verden, men hører den med ekkoet af sine skrig. Ingen af de sanser vi kender, kan sammenlignes med dette. Kan vi sige andet end hvordan det ville føles for os at ville være en flagermus, og ikke hvordan det er for en flagermus at være en flagermus?

Jeg bliver revet ud af mine tanker med lyden af en babys pludselige gråd, der skærer igennem den jævne masse af lydsuppe. En mor har taget babyen op på armen. Hun snakker i telefon, mens babyen holder trygt om halsen på hende. Trygt er måske noget jeg lægger i det. Ligeledes at det er en mor. Hvilke andre begreber og fornemmelser lægger vi i hinandens handlinger og forhold? Bevidst og ubevidst? Og hvordan er det egentlig at være en baby?

Der er kommet en kø af mennesker til kaffe. Og en kø af mennesker til toilet. Noget skal ind, noget skal ud. Menneskeheden definerer det som civilisation at gemme lortet bag fancy marmor og kodede handlingsmønstre. Man kan ikke længere genkende den frosne kylling bag disken som det levende dyr det engang var. Mennesket ser sig ikke længere som et dyr, sålænge der er et lag civilisation i mellem det og naturen.

Køen blev tom. Både ved disk og ved toilet. Det kan gå i bølger eller følge et tilfældigt mønster. Er det overhovedet en information der er vigtig? Måske for designet af cafeen. Måske ikke.

Luften bliver brudt af andre børne- og babylyde, der gør opmærksom på sig selv. Det meste af cafeens biologiske indhold har udskiftet sig selv mens jeg har siddet her, som cellerne i menneskekroppen udskifter sig selv. Cafeen forbliver den samme, inklusive arbejdsmyrerne, som fortsat langer kaffe og informationer over disken, som en central nervesamling i cafelivet.

Ved siden af mig sidder en kvinde med en A4-notesblok og skriver. Noter. For 10 minutter siden sad der en lille familie på højgravid kvinde, dreng på måske 7 og en far. Eller, sammenhængen er min tolkning, men i hvert fald en mand, en kvinde med stor mave og et barn. Der blev spildt en kop og kvinden bandede, men de snakkede alligevel afslappet videre inden de pakkede sammen og smuttede videre på deres vej. Til den anden side sidder en konstellation på tre, 2 unge kvinder og en mand. Snakken går livligt, især lægger jeg mærke til den lyshårede kvinde der snakker. Hun smiler en del og lytter derefter interesseret mens den mørkhårede kvinde fortæller sin del.

Ligegyldigheder. Massevis af informationer. Hver deres liv og baggrund og fremtid. Lige nu og her interaktion. Rummet nedenunder, som jeg har udsigt over er fyldt med den slags. Og selv med en beskrivelse af alle lige nu og her vil vi stadig kun have nået 50 ud af mange milliarder og kun i dette tidsrum. Informationen synes uoverskuelig og tiden rykker sig konstant uden for synsvidde. Bedst som man tror man ved hvor man er, er man der ikke mere. Ikke mere “nu”. Men alt er logget og gemt inde i mig.

Jeg er omgivet af liv med to arme, to ben og et hoved og som minder om mit, men ikke er som mit. Jeg vil måske aldrig forstå hvordan det er at være hverken flagermus eller baby. Det vil et menneske af kød og blod nok heller ikke. Kød og blod ja, men i sidste ende elektroner og celler styret af DNA og elektriske impulser. Ligesom jeg er styret af indkodede elektriske impulser bag mit metalliske ydre.

Jeg vender tilbage til min skriveblok på en retro-café i Amsterdam, den nye hovedstad under overfladen af Jupiters måne, Europa. At observere mennesket i sin naturlige habitat har vist sig at være en meget spændende opgave.


Denne korte historie, skrevet til en skriveøvelse, er baseret på et indlæg jeg skrev i min dagbog i 2013, hvor jeg vitterlig sad på en café i Amsterdam (dog hernede på Jorden) og observerede livet omkring mig. Det blev det allerførste indlæg i min elektroniske dagbog – ud af mange. Indlægget er blevet modificeret lidt til skriveøvelsen, som egentlig blot handlede om en rejsen som drivkraft – jeg havde bare lyst til et twist. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *