Kategoriarkiv: Lenkaerne

Fund i den hvide kommode

Er i gang med diverse oprydninger herhjemme (og min første lampeopsætning i loftet! Yay! Bedre sent end aldrig … ). I dag kom turen til den hvide kommode i stuen, en kommode jeg bruger til diverse skrivebords-papir-rod, løse kontorting samt andet godt. Der var nogle sjove fund i mellem.

 

1. En lille kassettebåndsoptager, som jeg vist nok havde lånt af en veninde til en studieopgave, hvor jeg skulle holde nogle interviews. Det var før smartphones tid naturligvis, og muligvis var den digitale diktafons tid (eller også var det for dyrt og fancy dengang). Hun ville ikke have den tilbage, så den blev i skuffen. Jeg har dog fået en digital diktafon siden, så måske skal denne her ud. Især da jeg ikke længere kan få kassettebåndet ud. Men er det ikke nuttede de små kassettebånd i miniformat?

 

2. En lille notatbog med bl.a. den første tid med Isa, omkring årskiftet 2002/03. 1. bad, sut for første gang, sundhedsplejerske, hårlængde 3 cm og den slags ting. På en anden side var der en nøje beskrevet dag til hendes hjemmeside, hvor jeg lavede billedreportager. Akkeja, første barn og de små detaljer der noteres på livet løs.

Første måned med Isa

 

 

3. Tastaturet fra min Macbook Air, som jeg havde fået hjælp til at udskifte (tak til Tue! Datanisten … ). Min Macbook Air hed Twiggy, fordi hun var så tynd og lækker. Hun blev opereret og fik et amerikansk tastatur sat på. Desværre holdt hun ikke så længe efter, men hun lå nu også i kommoden. Hun blev delvist brugt til at skrive speciale på i 2010, men da hun kunne finde på at slukke uden varsel og ikke kunne tændes igen det næste døgns tid, måtte jeg til sidst finde et alternativ.

Twiggys tastatur

 

 

4. Mine gradueringsbeviser fra min ungdoms-karatetid fra 1990-93. Herunder min sidste graduering i 3. kyu (brunt bælte) i Shin-Go-Ryu karate i 1993. Oprindeligt trænede jeg i Næstved hvor alle de beviser er fra, men da jeg flyttede til København i 1992, gav jeg træningen en chance ekstra i Hørsholm. For at spare penge på transport cyklede jeg til Klampenborg st og tog toget derfra. Efterhånden blev det for tidsrøvende ved siden af gymnasiet, klubben var jo heller ikke den samme og jeg fik måske andre interesser.

3. kyu

 

 5. Min lommeregner som jeg var forlovet med i gymnasiet. Den havde omvendt polsk notation, og alle troede at det var fordi jeg var fra Polen, at jeg sagde at den havde det. Men næh nej: Omvendt Polsk Notation. Men man kan jo sige at vi alligevel endte med at bo på polsk, og nu har den lagt sig behageligt til rette i min skuffe, måske resten af en eller andens tid.

Omvendt polsk notation

 

Udover dette var der de mere kedelige ting, såsom en miniopslagskalendertavle med børnemagneter, forskellige slags mønter og pengesedler, diverse ledninger, en dildo, en masse kondomer (ubrugte!), ørepropper, et gammelt batteri til en Dell pc, diverse udefinerbare dimsidutter, en konvolut med vandrajournal og scanningsbillede af Isa i maven, tre skriftlige opgaver der relaterede til babylisten/morsverden, skrevet i løbet af studietiden, løbemedaljer (fået for deltagelse) og kumite-medaljer (1x guld og 1x sølv) og diverse andre ting. Nogle af tingene har fået lov til at blive.

Shopping i Elgiganten

I Elgiganten efter at have returneret en Samsung højtaler jeg ikke helt synes om alligevel:

Mig: “Goddag. Har I flere af de små Sonos højtalere på lager? Synes at det så sådan ud på nettet da jeg tog hjemmefra, men nu ser det ikke sådan på mobilen alligevel”
Flink Medarbejder: “Det ser ikke sådan ud … kan du hente den i et andet varehus?”
Mig: “Så skal det ikke være for langt væk, for jeg er på cykel”. Tjekker lige mobilen igen og tilføjer: “I Herlev måske, da jeg skal deromkring senere”
FM: “Eller … skal det være den lille?”
Mig: “Ja, eller … mest pga. prisen”
FM hiver en Sonos mellemstørrelse frem, uden æske. “Jeg har også denne her som du kan få til god pris, den mangler bare en æske”
Mig: “Hm, det kommer an på hvor meget den koster. Jeg ville være fint tilfreds med den lille til 1700 kr og vil ikke give så meget mere”
FM: “Denne her koster 2600 kr som ny – du kan få den for 2200 kr”
Mig: “Hmm … men jeg har bare en lille stue, skal nok ikke bruge sådan en større størrelse … den lille til 1700 ville være fin“
FM: “OK, så 2100 kr”
Mig: “Altså, det er jo stadig 400 kr mere, og jeg skal egentlig bare have den lille, tror jeg”
FM: “1999 kr – og stik så af med dig!”

Jeg siger ja tak – og snupper en slowjuicer med på vejen ud. Det er farligt at handle i Elgiganten.

Jeg er en god far!

Når man er far, så er det flot, hvis man tager flere måneders barsel (et par måneder kan også gøre det!), bruger tid sammen med sine børn og prioriterer dem frem for arbejdet en gang i mellem.

Når man er far og bliver skilt fra børnenes mor, så er det normalt at man har børnene 4-5 dage ud af 14. En der har børnene halvdelen af tiden er en god far og en rigtig god far, hvis han rent faktisk også prioriterer dem i den tid (der findes også nogle sjældne fædre, der har børnene oftere end halvdelen af tiden. Jeg har ikke mødt så mange, de er flygtige og svære at se, skjult af deres enhjørninge-aura. Jeg ved at de findes, også uden at moderen er død – men måske sjældent uden at moderen har nogle særlige issues).

Jeg har før fået bemærkningen at min ex da er en god far, når har han børnene mindst halvdelen af tiden (nogle gange har det tippet til lidt mere, nemlig så). Og det er han da også, men altså … får han mon også at vide, at han har en god ex-kone-mor, fordi hun tager sig af de fælles børn ca. halvdelen af tiden? (som regel gør hun jo altså, ikk’?)

Nå men … jeg tror også at jeg er en rigtig god far. Og deres far er en god mor – nogle gange tager han dem lidt ekstra, fordi deres far formerly known as mor, altså undertegnende, lige skal ud med gutterne og så’rn (ok, ikke helt så tit, men det er vel slemt nok at jeg overhovedet dagdrømmer mig væk til den slags en gang i mellem – dårlig mor! Men vel OK som drengerøvs-far … pigerøvs-mor giver jo slet ingen mening).

Jeg kunne jo have været sådan en der kun ville have dem hver anden weekend. Så det er da flot at det næsten bliver til halvdelen OG jeg sørger for mad og tøj og den slags, når de er her. Jeg er ikke altid så god til at lusekæmme og tvinge dem i bad, men de har jo heldigvis også en god mor, formerly known as far.

Når man  er far, så er det også mere OK, at man er den fjollede lala-forælder, mens det er hos mor at man har den trygge base. Jeg er bare en knaldgod far.

Det magiske skrivebord

Var ude og smide gamle bildæk (nej, ikke dem om maven) ud. Fandt et magisk gammeldags skrivebord/kommode, med hemmelige skuffer og dikkedarer, smidt ud til storskrald. Overhovedet ikke min stil, men det stod bare der og talte til mig. Sagde at jeg blev nødt til at tage det med hjem, så jeg kan sidde ved det og skrive gammeldags kærlighedsbreve og historier med fjer og blæk. Evt. måtte jeg godt bruge min mac med plads til en kop kaffe, hvis jeg insisterede. Og det behøvede ikke at være kærlighedsbreve.

Læs resten

Kunsten at udsætte tingene

Jeg er ved at læse denne bog “Kunsten at udsætte tingene“. Det er en kort og letlæselig bog, som endda er meget underholdende at læse. Men jeg har nu alligevel udsat at få læst det sidste af den i den seneste uge.

Og det er helt efter bogen!

Bogen beskriver hvordan mange af os er “Strukturerede overspringshandlere”. Som forfatteren, som i øvrigt er professor i filosofi, beskriver, så får han egentlig udrettet en hel masse og får en masse fra hånden. Det er ofte bare ikke det der egentlig står på todo-listen, netop fordi det bliver udsat og overspringshandlet til fordel for en masse andet (måske umiddelbart mindre vigtigt eller relevant, men så alligevel … ). Og sådan er det gerne for mange af os. Man får udført en del ved at overspringshandle fra det man egentlig synes at man burde have udført.

Og det er måske i virkeligheden ikke så slemt. For det man skal have udført, skal man nok ende med at få udført på et tidspunkt når der er press nok på (fx en deadline). Og ellers var det nok ikke vigtigt nok.

Læs resten

Dengang mor var dreng

I dag kom Oscar og jeg til at snakke om hans kommende fødselsdag. Der er 4 måneder (og nogle dage) til han bliver 9.

Jeg kom til at tænke på at det var ca. i den alder, da jeg var en lille pige i Polen, at jeg tog på ferie til udlandet (Danmark) med min mor og min bror, og vi aldrig vendte tilbage. Det vidste jeg bare ikke dengang, at vi aldrig ville gøre, for min mor stolede ikke på at jeg ikke ville fortælle det videre til nogen, og eftersom det var ulovligt for os at tage ud af landet og blive væk, ville hun ikke risikere, at det kom ud. Læs resten

Sundere? Nu? (eller sundere.senere?)

I min ny-erhvervede frihed de seneste par måneder, har fået lavet mange overspringshandlinger. Da en del af dem har handlet om sundhed i form af løb, cykling, yoga samt diæt-eksperimenter og lignende, har jeg i stedet for besluttet for at lade min overspringshandling blive til endnu et hyggeprojekt.

sundere.nu er et debatforum som omhandler alle aspekter af sundhed: Kost, motion og det generelle helbred, både fysisk og mentalt. Det hele hænger sammen, og formålet med forummet er at samle et community med interesse for helheden, evt. med forskelligt fokus på forskellige del-elementer. Læs resten

Vi når det nok

“Hvad kunne du tænke dig at lave når du blev stor?”, spurgte den ene den anden. Jeg ventede lidt på den andens svar. For jeg var spændt på at høre det. Måske blev hun pludselig opmærksom på at jeg lyttede, og sad klar med notesblok og kuglepen, eller google drive og tastatur i den moderne udgave af historien. For pludselig var hun væk – den anden.

Jeg ventede stille lidt endnu. Lod som om jeg lavede andet. Og tjekkede op på vores kalender og vores planer imens. Tjekkede op på vores økonomi. Ikke at det havde noget at gøre med hvad vi rent faktisk havde lyst til at gøre. Ikke i den ideelle verden, men måske alligevel en smule, for hvis lysten er til at drive den af, så må man også have råd til det. Men jeg var villig til mest bare at lytte til hvad hun svarede, uden at forsøge at blande økonomi i det. Jeg ville prøve i hvert fald … Læs resten