Dagen derpå

Bom-chack … bom-chack … bom-chack …

På arbejdet sad hendes kollega og kastede bolden mod en væg, mens han ventede på at et eller andet kompilerede et eller andet færdigt. Eller noget. Stormen havde lagt sig, og uden for var der stille regn. Ikke hærgende eller aggressiv som uvejret i går, nærmest bare rolig, afmålt og vedholdende. Sådan lidt selvsikker, som den egentlig var ligeglad med hvad man syntes om den. Men måske netop derfor syntes hun godt om den.

Der var ikke ret meget anden udsigt end de fængselsagtige mure der omringede hende, og den fortsatte stille regn. Og lyden af bolden mod væggen for en kort stund, inden han tabte den og hun tabte tråden.

Og efter noget tid stoppede regnen også. Hun overvejede om hun kunne gøre det samme? Stoppe op, forsvinde. Som stormen og som regnen. Ned i jorden, op i luften, hvirvle rundt og danse med blade og derefter forvandle sig til noget andet. Måske på større tidsskala og mindre rumskala på atomniveau, var det alligevel det der skete.

Hendes samling af atomer var imponerende stor. Men alligevel ikke større end alle andres. Hun havde ellers samlet hele livet. Tabte konstant nogle på vejen og fik nye til. Men aldrig helt nok – ikke nok til at vinde nogen nobelpris eller komme i guinness rekordbog for verdens største atomsamling. Alle andre samlede tilsvarende hele livet, og ingen lod til at lade sig imponere.

Antallet var måske heller ikke vigtigt. Men måske kombinationen af det man havde var. Og det at videreudvikle og finpudse denne kombination med de rette doser udvikling på de rette steder og den rette udnyttelse på de rette tidspunkter. Udnyttelse ved at sætte små ringe af forandring i bevægelse hist og der, for måske at være så heldig at de bredte sig og interagerede med andres små ringe og udgjorde tilsammen den rette forandring, som man nu gerne ville opnå i livets store vand, inden man forvandlede sig videre eller forsvandt.

Det var kunsten. Og at være heldig var ofte et spørgsmål om øvelse.

Det var på tide at komme hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *