Dagen fra et sygt bens vinkel

Man skal jo huske at se verden fra andre vinkler en gang i mellem, så hermed en dag fra et sygt bens vinkel.

Mandag morgen. Missede første bus. Missede derefter toget, som ellers længe stod stille og satte folk af på Glostrup st, mens jeg stod nedenunder og ventede på elevatoren, som gav sig god tid i zen-style. Det nyttede ikke noget at stresse af den. Kunne have hinket på ad trappen, men tror ikke at det ville have været hurtigere. Endelig til sidst en kamp med ca. 1000 andre om at få mast sig ind i en af busserne fra Nørreport mod uni. Konkurrencen var hård, og krykken kunne måske være brugt som våben, men at dømme efter de andres rejsende insisteren på også at komme med bussen, turde jeg ikke risikere at miste balancen i forsøg på at fælde andre. Jeg kom med en 150S, hvor jeg allernådigst kunne finde et hjørne at læne mig op ad.

DSC_0989

Første forelæsning – til tiden takket være gode gamle akademiske kvarter. Ideen med at sidde yderst et sted i toppen havde umiddelbart virket som en god ide, indtil jeg satte mig op opdagede at det sikkert ikke var det. Men skævvredet ud mod siden, kunne krykken bruges som et fint balanceeksperiment, hvor jeg også kunne tage benene lidt op. Som handicappet kan man slippe afsted med den slags sære ting.

DSC_0990

Jeg øjnede en pludselig ledig plads foran i pausen mellem forelæsningerne. Det virkede noget nemmere. Måske for nemt. Mon det var en fælde? Trapperne gjorde sit til at understrege gammel og handicappet … her kommer en i pensionisttempo, men hun fylder jo også 100+ igen igen i år.

DSC_0992

En tur i toget om eftermiddagen virker noget nemmere end morgentrafik. Overvejer om det er smartere at tage afsted kl 4 i morgen tidligt, så slipper jeg for at kæmpe om pladsen med 1000 andre.

DSC_1001

Kørt hen til døren til julefrokost. Det er jo det rene luksus. Maven fyldt, benet op – det syge ben tog sig en lille lur under bordet, mens vi sang for Grethe, der blev 70 år gammel og strikkede sweatre til børnene i Hinnerup…noget.

DSC_1007

Man kan sove når man bliver gammel, er der nogen der siger. Måske kan jeg snart få lov så.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *