Dengang mor var dreng

I dag kom Oscar og jeg til at snakke om hans kommende fødselsdag. Der er 4 måneder (og nogle dage) til han bliver 9.

Jeg kom til at tænke på at det var ca. i den alder, da jeg var en lille pige i Polen, at jeg tog på ferie til udlandet (Danmark) med min mor og min bror, og vi aldrig vendte tilbage. Det vidste jeg bare ikke dengang, at vi aldrig ville gøre, for min mor stolede ikke på at jeg ikke ville fortælle det videre til nogen, og eftersom det var ulovligt for os at tage ud af landet og blive væk, ville hun ikke risikere, at det kom ud.

“Så legede vi lige at vi tog på ferie”

Om mindre end en uge tager vi også på ferie. Det er spøjst at tænke på, at jeg skulle sidde og planlægge at vi ikke vendte hjem igen. Hvis vi skulle blive i Paris. Hvordan ville jeg gribe det hele an?

Det er spøjst at tænke på, at Oscar helt uvidende skulle flyttes til et andet land og ikke vende tilbage til sine ting og sine venner og sin skole. Lære et andet sprog. Blive fransk. Ja, spøjst at tænke på, at jeg i den alder faktisk endnu ikke var gammel nok til at være så polsk, at jeg ikke kunne blive temmelig meget dansk. At han i en alder af 8 1/2 stadig ikke er “programmeret” nok til at være dansk, hvis han blev flyttet til et andet land på nuværende tidspunkt.

Jeg taler knap så godt polsk længere og jeg husker faktisk ikke helt hvordan jeg havde det da jeg fandt ud af at vi ikke ville vende tilbage. Var jeg ked af ikke at vende tilbage til mine ting og ikke mindst mine to bedste veninder (hhv. min kusine og min navnesøster)? Jeg husker mest at det virkede som en virkelig lang ferie … og jeg husker at det var lidt spændende at gå rundt i Sverige og spørge efter Røde Kors eller hvad pokker det nu var vi ledte efter på indoktrineret engelsk (vi fik så ikke lov til at blive i Sverige og tog videre til Danmark på vores bustur – jeg kunne være blevet svensker!). Og at det var sjovt at få en is så stor at man ikke kunne spise den helt.

Ja, jeg husker primært at det var spændende, faktisk. Og at jeg savnede min far, men det er jo så en helt anden historie, eftersom at han var flyttet til USA 5 år forinden og jeg ikke havde set ham siden. Måske jeg har fortrængt alt det andet eller også var det bare sådan det var.

Og så var man flygtning i en flygningelejr

Jeg husker også tiden hvor vi blev flyttet til forskellige flygtningelejre, for ja, vi var jo flygtninge, omend der ikke var krig i Polen. Vi var ulovligt flygtet ud af landet og det ville nok ikke være helt ustraffet at blive sendt tilbage eller vende tilbage i den første tid. Bl.a. døde min mormor kort tid efter at vi kom til Danmark, men vi kunne ikke tage til begravelsen. Det var for risikabelt.

Vi boede i omkring 4 forskellige lejre det første halve år og kom derefter til at bo i et hus med andre flygtninge (mon det var et asylcenter af en slags?) i Vordingborg i et halvt år, inden vi endelig fik vores helt eget sted i Næstved og jeg endelig efter et år skulle starte i en rigtig klasse igen (4. klasse).

Hele min 3. klasse var som revet ud af kalenderen og især det første halve år gik med sommerferieagtigt liv i lejre (ikke at forveksle med Lejre), med lejlighedsvis danskundervisning sammen med de voksne – jeg synes bl.a. at det var skægt at tak på dansk hed magNEtak (med tryk på NE – det var sådan jeg fik husker det genfortalt af min bror, så det var hans skyld. Og da-doj-po (tag tøj på) lød da helt kinesisk). På et tidspunkt havde vi en franskmand til at undervise os i dansk og jeg husker at vi fangede vinbjergsnegle til ham, så han kunne få dem hjem til aftensmad. En weekend havde han dog glemt at tage posen med sneglene med hjem, så der slap vi dem dog fri.

Jeg husker også den lejr, hvor der altid var nogle mørkhudede drenge der “sad” på gyngen – de skiftedes nærmest til at spise, så de altid kunne have den. Og Ali, som han vist nok hed, hvis bukser var for store og han altid skulle hive dem op, mens man løb. Og at min bror og jeg legede i skoven og var katte og at græsslåmaskinen var en bevægelig kanin, som man kunne lave en sang til. Og at man fik mad i et køkken, hvor der blev øst portioner op, og der var en der gerne ville have mere sovs og måtte ikke få det (“Sovs!”, “Nej!”, “Sovs!”, “Nej!”, “Sovs!” … ). Og den slags spøjse ting, som vel egentlig er en ganske normal barndom i en lidt skæv kontekst.

Og så blev man dansk – sådan kort fortalt

Det næste halve år, hvor vi var flyttet til Vordinborg og boede på det der asylcenter-eller-hvad-det-nu-var, gik jeg i en fælles udlændingeklasse på en normal skole (ja, det var vel en slags specialklasse!) sammen med bl.a. min 5 år ældre bror og en masse andre ikke-dansk-talende børn i alle aldre. Vi lærte dansk, men også matematik og andet. “Heldigvis” var min mor selv uddannet lærer, så vi fik en maaaasse ekstra lektier for derhjemme. Så kunne vi lære det! Og det gjorde vi så.

I slutningen af 3. skulle jeg prøvestarte i en rigtig klasse. Det var ikke sjovt, når man ikke kan sproget og desuden er lidt genert (det var jeg vist dengang). Jeg blev næsten syg af ondt i maven, men det var muligvis også fordi jeg ikke var helt god til at vaske hænder. Og så taler vi ikke mere om det!

Der er mange ting der er spøjse at tænke tilbage på. For det lyder næsten som en historie jeg kunne binde ungerne på ærmet i stil med Fru mors løgnerier (hermed en anbefaling!), men den er jo rigtig nok. Det føles spøjst, for jeg føler mig ikke som en “rigtig” flygtning. Måske jeg selv har nogle fordomme om hvad en flygtning er. Det er sådan en mørk en, som kommer fra et sted hvor der er krig og har oplevet langt værre ting end min luksustilværelse.

Bakspejl – om at starte forfra i et nyt land

Det er spøjst at tænke på, at skulle starte forfra i et andet land. Også spøjst at tænke på at skulle være i den situation, hvor man føler at det er besværet værd. Respekt til min mor for at have gjort det med to børn, den yngste på min yngstes alder og den ældste lige et par år ældre end min ældste. Det må da virkelig kræve at man ikke frygter forandring, har gode planlægningsevner og ikke mindst en lille lyst til eventyr. Måske en god portion selvstændighed og at ville gå egne veje. Det kan jeg kun se op til.

Jeg har nogle (få) gange følt mig en smule rodløs. Polakken i Danmark, men udlændingen i Polen. Jeg kender ikke min familie i Polen ret godt. Jeg har nok i starten primært været så koncentreret om at blive assimileret i Danmark, at jeg glemte mine polske rødder. Altså, det var ikke noget jeg forsøgte på, det føltes bare naturligt. Jeg skulle jo ligesom helst passe ind i min klasse og ville helst være som de andre. Omend jeg godt nok bl.a. er blevet spurgt om det var fordi jeg var fra Polen at jeg nogle gange grinte sådan her: “MOOHAHAhahahaa … “, mens jeg tog hovedet tilbage … nej, det kunne jeg nok takke min bror for.

Så snart jeg gjorde noget lidt anderledes end de andre, så var det nok fordi jeg var fra Polen.  Der er også spøjst at tænke på. Gruppedynamik, fællesskabsfølelsen, normerne og “os vs dem” er en skæg en. Men nogle gange er det ikke fordi at man er fra et andet land, at man er anderledes (men det hjælper sikkert på det!).

Og så spoler vi lige frem til nu

Min søn lod ikke til at være særlig bekymret for om vi nu blev i Frankrig. Nej, vi har det vist alt for godt her, så ingen grund til SÅ drastiske eventyr. Vi nøjes med det trygge og sikre, og tager i Eiffeltårnet sammen med alle de andre turister, besøger Louvre og tager en sejltur langs Seinen, og vender trygt hjem igen en lille uge senere.

Eller gør vi?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *