Derfor elsker jeg at løbe

Yes! I denne uge er jeg endelig startet op med at løbe, siden min knæoperation. Og det er fanme godt! Der er forår i luften og i alle mine kropsceller, og jeg kan slet ikke vente med at komme ud og løbe mer’, mer’, mer’!

Her på min tredje løbetur ude fik jeg lusket mig op på 5 km (med gå-pauser for hver km efter påbud fra min fys), fordi så kunne jeg kunne ud og løbe gennem skoven/vestvolden. Det er noget rarere end at løbe rundt om blokken på vejene. Og det mindede mig om hvad det er jeg har savnet ved at løbe.

Det er ikke bare følelsen at spæne rundt på bakketoppe i skoven og over forhindringsbaner forklædt som grene og trærødder, og føle sig som en gazelle og et med naturen på samme tid (så pyt med hvad man ligner – man kan også være abe eller drage, hvis man har lyst).

Det er heller ikke bare det at mærke kroppen arbejde og endorfinerne blive udløst i kroppen til noget passende stykke musik i ørerne, så man får lyst til at danse mens man løber.

Og det er heller ikke bare fordi jeg kommer til at se megahot ud i latex-catsuit og tilhørende pisk, når jeg er kommet i mega-god form … hov, vent, forkert spor, bladrer lige videre i hjernekartoteteket …

Det er ej bare det, at man under løb kan være i helt egne tanker uden diverse distraktioner (ja, internet – jeg kigger på dig!), hvor ego og fantasi kan få frit spil til at udforske hinanden, og diverse aha-tanker- eller ideer dukker op og spinder sig sammen til nye historier.

Det er selvfølgelig slet ikke det, at det nogle gange bare er lidt rart at løbe væk fra hvad der nu engang fylder i ens hverdag, eller eksamenslæsning eller whatever … vel kommer man lidt væk, men når man  nu alligevel løber i cirkler, så kommer man jo ikke rigtig nogen vegne vel?

Eller jo, det er alt det, men det jeg har savnet mest og som jeg glæder mig mest til at kunne gøre igen, er at give mit explorer-gen frit løb, komme derud, hvor jeg kan løbe ad tilfældige stier og komme på afveje, og udforske længere og længere ud, fare vildt og møde en ged, men ikke værre end at jeg kan tænde min GPS og finde mig selv igen. Jeg elsker at fare vildt i den rigtige retning. Jeg elsker at opdage nye afveje i nærområdet. Jeg elsker at “ups, jeg kom til at løbe en halvmarathon“‘e. Det glæder jeg mig til igen.

Og jo jo, vel kunne jeg da tage cyklen og komme langt længere, men det er ikke helt den samme oplevelse. Alt til hver sin tid, og cyklen bruger jeg pt primært på mine 2×13 km t/r til byen. Ego-tanke-ide-virkningen er i øvrigt næsten den samme på cykelturene, især på strækningen inden byræset, så dem ville jeg nu heller ikke undvære – men nu er det jo ikke en “derfor elsker jeg at cykle”-indlæg, vel?

… gad vide om jeg om en uge tænker: “meh – gider ikke”? – det må tiden vise. Hvis du er tidsmester, så gå til side 212, hvor jeg løber 10 km om en uge eller gå til side 52, hvor jeg finder på opfindsomme undskyldninger for ikke at komme ud og løbe, såsom “katten har tisset på mine løbesko”, “jeg kan ikke finde min hårelastik”, “mit venstre ben er uvenner med mit højre” osv.

En tanke om "Derfor elsker jeg at løbe"

  1. Pingback: Side 212 (eller “Derfor elsker jeg at løbe, del II”) | Lenkas og Lenkas virtuelle legeplads

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *