En dags is ad libitum udligner 4 ugers intervaltræning?

Jeg har nu gennemgået halvdelen af det træningsprogram jeg følger, for at blive hurtigere på et 5 km løb. Programmet indeholder en blanding af forskellige intervalløb, tempoløb og progressivt løb hver uge. I dag skulle jeg løbe en 5 km test for at se om der er sket nogle forbedringer.

Jeg har spist is hele dagen. Is, is og atter is, og ikke andet end is. Is til morgenmad. Is som snack. Is til frokost. Is hele eftermiddagen. Og så var jeg ude og løbe her kl 18 efter at have is-loadet på denne måde.

Det var ikke med vilje og ikke en del af testen og jeg havde godt overvejet at skubbe løb til i morgen. Men jeg havde allerede skubbet det fra i går … is-dagen var noget jeg blev inspireret af familien Bauer på facebook og noget der kunne være sjovt for ungerne. Og det var også sjovt at prøve, men tiden på min 5 km var sikkert derefter.

Resultat af test

5 km-testen viste samme resultattid (+ lidt) som for 4 uger siden før 4 ugers interval- og tempoløbstræning: godt 27 minutter på 5 km, samme rute som sidst. Det viser måske at kosten er lige så vigtig som træningen for kroppens ydeevne – og at en dags isspisning kan nulstille 4 ugers træning!

Jeg ved ikke om jeg stadig kan bruge bloddonation for knap en uge siden som undskyldning, eller er det at strække den lidt for meget …  nå ja og varmen … jeg løber ikke ret godt i varmen … jo. 

Men ret skal være ret. De 27 min for fire uger siden var på en GOD dag. Ugen før løb jeg på 29 minutter. Og nu løber jeg 27 minutter på en dårlig dag. Så hey, noget må være sket.

Forhåbentlig vil jeg løbe lidt hurtigere, hvis jeg tester igen på en god dag, hvis det da lykkedes mig at få sådan en inden jeg skal på ferie på torsdag. Vi er lidt ferieramte herhjemme lige pt, ungerne og jeg, og jeg spiser ikke altid lige sundt. Det giver knap så mange gode dage.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *