Første karatetime i 22 år

(Fuck, er det virkelig så længe siden?)

Fra jeg var 13 til 16 år var karate min store passion. Jeg elskede at træne karate, elskede både kampelementerne og fokus på den indre ro. Jeg så filmen Bloodsport med Jean-Claude Van Damme mindst 13 gange i løbet af et par uger. I en stil om mit fremtidige liv, beskrev jeg hvordan jeg ville bo i Japan (og have fjernsyn i alle rum – så var jeg hellere ikke mere zen end det). Min dagbog fra den tid handler om karate i hvert andet indlæg (hedder det egentlig indlæg, eller er det først her i blog-tiden at det er begyndt at hedde det?).

Da jeg var 15 flyttede vi fra Næstved til København i sommerferien inden gymnasiet, og dermed langt væk fra min klub. Der lå dog en afdeling i Humlebæk, så der fortsatte jeg troligt i nogle måneder efter at jeg var startet i gymnasiet, og hvor jeg cyklede til Klampenborg (i modvind og snevejr og op ad bakke naturligvis) og tog toget resten af vejen, for at spare lidt på billetten. Det viste sig dog at være for tidskrævende, så jeg skiftede over til en lokal klub i København i stedet for. Det var ikke længere helt det samme, og i gymnasiet kom andre pligter og interesser … (lektier, fester, drenge … )

De der lektier blev til endnu flere lektier på et evighedsstudie og drenge blev til endnu flere drenge, som blev til mænd og efterfølgende mand og som kom børnene og alt det andet der hører til.

Jeg har i mellemtiden nået at flirte lidt med Ninjutsu i mine sene gymnasieår og snust lidt til kickboxing (tror jeg at det var) her for en 4-5 år siden. Men intet af det fangede helt i længden, på samme måde som karate i mine barndoms-/ungdomsår.

Og her er jeg så … 22 år senere. Og har netop haft min første træningstime i Københavns Karateklub. Alle mine sparketeknikker sidder stadig i kroppen! Og det føltes godt. Jeg får lyst til at se Bloodsport igen, hyggeslås ude i skoven og være zen-agtig ved solnedgang (ikke noget som jeg husker at jeg var dengang, men der kan vel altid bygges på den romantiserede version af fortidens minder iblandet lidt stemnings-80’er-melodi fra Bloodsport, hvor Jean-Cluade helt sikkert på et tidspunkt sad i split ved solnedgang og var meget zen-agtig).

Jeg glæder mig til på torsdag og til min anden time og til at se om det holder ved (selvom jeg kun kan være der hver 2. uge … akke ja, voksenpligter).

2 tanker om "Første karatetime i 22 år"

  1. Jesper

    Hvem har ikke være Ninja og mindst lige så smidig som balletdanseren Verdammt – Skal siges med tysk udråbstegn .)
    Har du hørt om TaeKwonDo ? Det var det der kom tættest på der ude på landet. Men det var meget dedikeret i 4-5 år med lands stævne og masser af rå træning, der ikke kan ses noget sted på kontornusserkroppen i dag.
    Hmmm Piraten vil gerne være NInja og vi har en klub klemt inde mellem autisterne frisørerne og den beskyttede arbejdsplads for dværge og hjerneskadede …. Kunne komme på tale.

    Godt gået i al beskedenhed at genfinde lysten til at samle op på gamle interesser.

    Svar
    1. Lenka Forfatter

      Ja, hvem ville ikke … være alt det!
      Jeg har altid været lidt snobbet som barn og ikke ment at taekwondo var lige så “rigtigt” som karate … det kom jo ikke engang fra Japan (er det ikke koreansk eller noget?). Men 4-5 års træning var også en pæn sjat. Var det så med sort bælte og det hele?

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *