Hvornår er man blevet så voksen, at man glemmer at lege?

En supertur i Eiffeltårnet i dag, hvor vi sprang den værste kø over, ved at have billetter printet ud hjemmefra. Eiffeltårnet er hvad det nu engang er. Endnu en “been there, done that” til bagagen (ikke første gang for mig, men første gang for ungerne. De var behørligt imponerende og det VAR også smukt deroppe i klart vejr. Og højt).

“Se der er folk nede i springvandet”, sagde Isa og pegede ned i det store springvand lige i nærheden af Eiffeltårnet, mens vi var oppe i det. Det så der da sørme ud til at være; små levende prikker i det store “bassin”, så der skulle vi selvfølgelig hen bagefter for at se nærmere på sagerne. Det var 25-30 grader varmt og vand virkede tillokkende.

Det viste sig at der rent faktisk var folk, eller i hvert fald småfolk, der badede i springvandet i badetøj. Nogle få voksne var også i ved kanten, hvor de nøjedes med at soppe. Vi havde ikke lige fået badetøj med på turen til Eiffeltårnet, men ungerne besluttede hurtigt at de gerne ville I med tøjet på, som der også var enkelte andre der var. Det var varmt nok til at de nok ikke ville fryse af at være drivvåde i et stykke tid efter, så det var i orden.

I mellemtiden sad jeg i nærheden og nød solskinnet, bylivet, menneskerne omkring og lidt boglæsning af og til. Jeg havde også fået dyppet fødderne lidt og soppet lidt, som man nu engang gør når man er voksen. Og efter et godt stykke tid, hvor ungerne havde fornøjet sig i det store springvandsbassin i, kom jeg til at tænke på: hvornår er jeg blevet for gammel til den slags pjat? Hvornår er jeg blevet den voksne og fornuftige, som sad ude i kanten og passede på vores tasker og var normal?

Da ungerne havde været i i halvanden times tid og jeg egentlig havde sagt at de nu skulle til at luftørre inden det blev for køligt, blev jeg ramt af et stik af misundelse. Jeg ville også i! Selvfølgelig skulle jeg det, mente ungerne. Skulle jeg nu også det? Ja-nej-joh-næh-jo!

Det var befriende dejligt. Og måske fik jeg også svaret på mit spørgsmål. Måske føler man et kort øjeblik at man for gammel til den slags pjat, når man bliver for opmærksom på at ens hvide nederdel bliver gennemsigtig i våd tilstand og man kan se ens små trusser igennem.

“Er jeg nu en pinlig mor?”, spurgte jeg. “Næ, det du jeg ikke”. Just checking.

Og så skulle man bare sige 3-2-1-oui!, mens man lod sig falde bagover og ned i vandet, for det gjorde det lidt ekstra fransk, sagde Isa. Så 3-2-1-oui-oui-da.

3-2-1-oui!

3-2-1-oui!

våde skumfiduser

våde skumfiduser

Våd i varmen

Våd i varmen

isalenkaoscar2 isalenkaoscar1 ‘

Isa-Oscar-Lenka-were-here

isalenkaeiffel oscarlenkaeiffel

3 tanker om "Hvornår er man blevet så voksen, at man glemmer at lege?"

  1. Nadia

    Jeg faldt lige over det her indlæg og må indrømme at jeg håber at jeg aldrig bliver for gammel til at lege. Nu er jeg gift med en legesyg mand, og venter et, sikkert legesygt, barn, men jeg håber på at jeg aldrig glemmer glæden ved at hoppe i vandpytter eller lege tagfat.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *