Mellem linjerne

Der var engang en historie, der hverken havde en begyndelse, en midte eller en slutning. Den havde havde muligvis en handling eller måske havde den mange, men det var ikke handlingen, som i sidste ende var det vigtige. Der blev inde i historien i lang tid diskuteret, hvad der i virkeligheden var det vigtige og hvad der man meningen med det hele, men ingen kom til enighed, og det var i øvrigt også ret svært, når der hverken var en begyndelse eller en slutning på diskussionen.

For de udenforstående, der fik fortalt historien, var det måske i virkeligheden hvad den handlede om: den manglende handling og sammenhæng. For hvordan kunne noget som helst give mening på denne måde? Og dermed skrev de straks historien om, så den nu startede med et brag af en begyndelse. The Big Bang valgte de udenforstående at kalde den, og så var historien ligesom i gang. Allerede en mindste brøkdel af et sekund senere inde i historien var der sket en hel masse, blandt andet blev uendeligheden udvidet en hel del og ud af en energi kom en hel masse, sådan rent bogstaveligt talt.

Alt dette og meget mere blev de udenforstående enige om måtte være sandheden, for sådan kunne det hænge sammen og give mening med kronologiske begivenheder, som det sig hør og bør.

“Hvad er en historie uden begyndelse!”, fnyste de nærmest af den oprindelige konstruktion.

I mellemtiden levede historien selvfølgelig sit eget liv, helt uanfægtet af hvad de udenforstående tolkede ind i den. Den levede et liv inden begyndelsen, hvor slutningerne mødtes og hvor det, der endnu ikke var skabt, allerede havde levet i ujævnt definerede evigheder. I sådan en ikke-begyndelse og midt mellem ligegyldige ikke-definerede handlinger, sådan lidt mellem linjerne, fandtes Ingolf.

Ingolf var en af de mange, der diskuterede begyndelser, uden rigtig at være begyndt på det, så derfor endte det heller aldrig helt som ønsket, fordi midten kom i vejen. Men midt i en foreløbig begyndelse kom han forbi en lille planet i år 2017, hvor en af de mange udenforstående boede. Den udenforstående – lad os kalde ham Peter – levede sit liv i fuld harmoni med de linjer, han havde fået lagt foran sig. Han fulgte tiden, blev født, levede og døde, sådan groft sagt, alt i mens Ingolf kun lige var ved at tage sig sammen til at stå ud af den ikke-eksisterende seng. Men så var det at begyndelsen var der igen, og her fangede han Peter midt i en sætning.

“Vi er løbet tør for mælk”, sagde Peter, mens han stod i boksershorts i sit køkken og holdt køleskabsdøren åben. Lige der føltes det næsten som om tiden stod lidt stille, mens han overvejede sine muligheder. Måske kunne han tage et stykke knækbrød med ost. “Har vi noget ost?”, mumlede han for sig selv, og det gibbede voldsomt i ham, da Ingolf pludselig svarede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *