På gensyn

Hun satte sig på trappestenen og kiggede ud i mørket. Et stykke derfra stod de tre ensomme træer i tæt klynge. Uden beskyttelse mod stormen, som for igennem dem og lavede en gevaldig hul larm … som et arrigt dyr der med dyb brummen insisterede på sin eksistensberettigelse og herskede det tomme rum omkring hende.

Den bragede igennem luften og direkte igennem de ensomme træer, de ellers så trygge buske og de kolde i røven cykelstativer, som stod fast på deres ret – til hvad som helst, bare det ikke involverede at flytte sig. En lille plastpose der sad fast på en af cyklerne, der stadig stod ret i stativet, raslede uroligt men ganske vedholdende. Vedholdende som stormen.

En enkelt stjerne lyste klart igennem mørket bag de bare grene i træerne. Den flimrede uroligt, som om også den havde sine betænkeligheder ved situationen. Men heller ikke den flyttede sig en tomme.

Hun fik præsentationsangst. Den var der igen, stormen. Den der ellers gjorde det hele så stormfuldendt for godt en måned siden. Den var der igen, også selvom den forsøgte at dække sig under et andet navn. En anden identitet. En ny personlighed. Men hun havde intet at sige til den denne gang. De 1000 ord var brugt op, og den nyeste bestilling var endnu ikke dukket op med posten.

De stormfuldendte fornemmelser der sidst havde rusket hende rundt, havde dengang forplantet sig i hendes indre og til sidst smeltet sammen med hendes egen identitet. Indeni fortsatte stormen sin gang, og blev til hverdag. Den gjorde hende træt.

Nu slap den endelig ud, som ånden af flasken. Fri og med nyvunden styrke. Og hun havde intet at sige til den.

Men måske var ord ikke nødvendige. Måske de begge nød adskillelsen på hver deres måde. Nød deres frihed uden ord. Samlede sig. Forandrede, forvandlede, fortabte sig i sig selv for en stund. Det stormfuldendte, der blev til hverdag, der gjorde træt, der brød ud, der blev til frihed.

… Og blev til?

“På gensyn”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *