Personlig værdi #2: Frihed

Dette er en fortsættelse af Personlig værdi #1: Kærlighed i serien Lykke, hvor jeg beskriver hvordan det at kunne føle sig hverdagslykkelig afhænger af om man lever i overensstemmelse med sine personlige værdier, og hvilke personlige værdier der er vigtige for mig.

Personlig frihed – og når det mangler

Jeg har for nyligt (gen)opdaget, hvor vigtigt den personlige frihed er for mig. Man opdager gerne hvor vigtigt noget er, når man pludselig mangler det. Og sådan havde jeg det i det år og 3 måneder og 10 dage, hvor jeg var ansat i mit forrige arbejde.

I begyndelsen var det OK. Jeg var kommet ud af arbejdsløsheden på den måde som det forventedes af mig, når jeg nu blev forsørget af dagpenge: jeg søgte (fuldtids)job, indtil jeg endelig fik et. Og tjente penge til mig selv og samtidig tjente samfundet, ved at lave opgaver for en arbejdsgiver, i dette tilfælde staten, og betale min skat som man sig hør og bør, især når man nu lever i sådan et dejligt velfærdssystem. Så ikke et ondt ord om det. Jeg følte mig som en nyttig samfundsborger og ikke mindst var det jo rart at der kom nogle rigtige penge ind på kontoen.

I starten var det presset at starte nyt fuldtidsjob, men der skete jo også mange ting på en gang. En ting er at det i det hele taget er svært at starte på et nyt job. Der er mange nye ting at forholde sig til og især var dette et nyt og kompliceret projekt for alle involverede. Vi var ikke mange, så det var også ressourceknapt.

En anden ting er at jeg lige var kommet fra fuldfleksibel frihed, hvor min hverdag var min egen og jeg kunne udføre mine ærinder når det passede mig, og så det er uanset hvad, var det en ny hverdag at vænne sig til. En hverdag hvor jeg pludselig kunne mærke ikke tilhørte mig selv i dagtimerne, men min arbejdsgiver. Jeg kunne så få resterne af mig, når dagen var ved at være omme.

En tredje ting var at jobstart lige ramlede sammen med, at jeg skulle flytte sammen med kæreste + mine børn og hans børn i sammenbragt tummerum. Det var nyt og også der var der mange ting at forholde sig til og der var langt til børnenes skole.

Er det bare sådan det er?

I alt det nye stod jeg tilbage med mine sørgerlige rester hver eftermiddag, efter også at have afleveret børn 20 km væk, kørt tilbage på arbejde, arbejdet, hentet børn 20 km væk og hjem igen. Dog kun halvdelen af tiden – den anden halvdel af tiden forsøgte at jeg arbejde ekstra, så jeg kunne få det til at hænge sammen i børneugerne. Og det nye hjem skulle også vænnes til for alle parter. Og sådan gik dagene jo, og månederne, check ind, arbejde, check ud, køre bil, mad, sove, spare op til fri leg i weekenderne, lege lidt og forfra igen.

Det var egentlig ikke for at skrive en klagesang, men jeg synes at det var en smule hårdt, og jeg følte at jeg levede i nogle alt for strikse rammer. Nu gik det jo hverken bedre eller værre end at jeg flyttede hjem til Brøndby igen og dermed tæt på børnenes skole igen. Det gav pludselig lidt ekstra frihed, at børnene selv kunne tage hjem fra skole og jeg kunne strække tiden lidt på den konto (til gengæld havde kærligheds-værdien fået et dyk, men det er jo en anden historie).

Alligevel havde jeg svært ved at holde til at møde ind i på det samme arbejde, som jeg efterhånden mere følte som et mentalt fængsel (heldigvis med søde fængselskammerater!). Det var ikke opgaver jeg personligt havde lyst til – det var en andens drøm og vision. Jeg følte lidt at jeg havde udlånt min sjæl. Prostitueret mine tanker. Døde langsomt indvendigt og jeg følte heller ikke at jeg udnyttede mit potentiale (og der ligger der måske også en slags hund begravet). Selvom jeg fik mere tid i Brøndby og selv da jeg gik på deltid og dermed havde lidt mere fritid endnu, så var jeg stadig energiforladt når jeg kom hjem og i dagene i mellem. Humøret derefter. Egne drømme lagt til side, for at gøre andres til virkelighed.

Men alt det er jo bare sådan det er for rigtig mange – og forhåbentlig laver man noget som er tilstrækkelig spændende til at det ikke er helt skidt og man har måske nogle søde kollegaer at spendere sin hverdag med. Sidstnævnte havde jeg!

Jeg ved at det er lidt en luksus at jeg tillader mig at ville have mere ud af min hverdag og mit liv. Nogle ville nok mene at jeg da bare skal være glad for at have et arbejde. Men jeg har ikke lyst til at brænde inde eller blive stresset, fordi jeg presser mig selv til noget der dræner mig i økonomiens, tryghedens og samfundets navn.

Det kan i perioder være nødvendigt med de sure samfundspligter, især hvis det netop er for ikke at “nasse” på andres skattepenge. Det dur jo heller ikke. Og derfor var jobbet også en rigtig god mulighed dengang. Det fik min økonomi på ret køl og jeg har endda sparet op så jeg bedre kan tillade mig den frihed, som jeg tager mig nu. Og jeg har da også gjort nogle gode erfaringer. Men i længden – nej.

Friheden kaldte

Jeg har egentlig længe pønset på at sige op. Men alligevel var det længe bare ikke det rigtige tidspunkt. Jeg ville jo egentlig gerne finde noget andet. Eller allerhelst ville jeg gerne have brugt min deltids-frihed, til at arbejde på egne projekter, men jeg synes ikke helt at jeg fandt energien til det og arbejdede i stedet for lidt over mit fastsatte timeantal, så jeg opsparede timer på flexen. Det kom mig til gode senere!

Efter lidt semi-ihærdigt job-søgeri (overspringshandling fra egne projekter, som virkede for energikrævende?) for at finde noget grønnere græs et andet sted, lykkedes det at finde noget anderledes: et undervisningsjob på KEA (multimedieuddannelsen). Det var på ad hoc basis til få dage som de manglede, men det var super. For så kunne jeg prøve det af, samtidig med at jeg havde mit arbejde ved siden af stadig.

Jeg opdagede dog hurtigt at det lille grønne græsstrå var nok til at jeg turde slippe ud på den anden side af tremmerne og gå efter mere. Jeg sagde det gamle arbejde og den trygge indkomst op. Det virkede rigtigt.

Jeg vil rigtig gerne blive bedre til at formidle viden, også mundtligt, og jeg ville rigtig meget gerne arbejde mere med det jeg skulle undervise i: nemlig web og interaktion. Derudover gav dette arbejde en del ekstra frihed, da undervisningen er halvdelen af ens arbejdstid, den anden er forberedelserne. Så skidt med at det i starten vil tage mig langt længere tid at forberede end en time per en times undervisning – for det er noget jeg alligevel mægtig gerne vil øve mig på at sætte mig bedre ind i, og noget jeg alligevel gerne ville gøre i forhold til min selvstændige virksomhed. Så jeg følte at det er totalt win win.

Der er ingen bånd der binder mig …

Jeg sagde mit arbejde op pr. 1. maj. Og på trods af en masse røde advarselslamper (i form af semi-bekymrede kollegaer), undlod jeg at melde mig som ledig i systemet. På trods af at jeg kun havde få timer på KEA og nu er det blevet (selvbetalt) sommerferie, og jeg ved ikke engang om jeg kan få timer efter sommerferien endnu. Hvorfor så ikke modtage (supplerende) dagpenge?

Det er der flere grunde til. Den ene er, at hvis man indvilliger i at modtage dagpenge, så spiller man naturligvis efter de regler der er stillet op. Det er ganske fair, synes jeg. Men jeg har pt. ikke lyst til atter engang at binde mig selv til at skulle søge fuldtidsstillinger på en bestemt måde og lade som om jeg gerne vil være en dydig samfundsborger i den typiske firkantede kasse. Jeg vil gerne mit eget. Og som det er skruet sammen lige nu, så skal man starte sit eget op, for egen regning. Så det er det jeg gør.

Se – alligevel en dydig samfundsborger.

Frihed og selvdisciplin

Men der er også en anden grund. Den største grund til at jeg valgte at tage selvbetalt “ferie” frem for straks at melde mig til a-kassen, er at min selvdisciplin ikke nødvendigvis er proportionel med den frihed og de muligheder der bliver lagt for dagen. Jeg var bange for at jeg – endnu engang – ville misbruge min tid og udnytte friheden til alt for meget ladhed og overspringshandlinger. For i morgen er atter en dag og der er også ting jeg er bange for at kaste mig ud i, når det kommer til stykket. Og det kunne jeg slippe afsted med, fordi jeg i praksis sagtens kan leve for dagpenge i den periode jeg må.

Så for at presse mig lidt og forsøge at banke selvdisciplin ind i mig selv, har jeg valgt at tage den uden luksus-forsørgelsen. Det går, fordi jeg havde et overskud af flex-timer udbetalt, og en lille bonus og  nogle feriepenge opsparet sidste år … og jeg har skrottet bilen (omend DEN godt nok også gav mig en følelse af frihed … men alt har sin pris, og jeg må pt vælge denne luksusfrihed fra, for i stedet for at have noget grundlæggende hverdags- og karrierefrihed). Derefter evt. min opsparing, skulle det gå helt galt. Og pointen vil så være: ris til egen røv, hvis jeg ikke udnytter min frihed rigtigt.

Jeg nyder min selvbetalte frihed! Jeg nyder at tiden er min egen. Jeg kan mærke al min energi komme tilbage igen. Jeg tror at dette er en af de store grunde til at jeg atter kan mærke lykkefølelsen i større skala. Det er fedt!

MEN.

Ja, selvfølgelig er der stadig det men, at friheden kan komme til at koste mig dyrt, hvis ikke det lykkes at udføre plan A eller B eller C. Jeg kan stadig kravle tilbage og ydmygt modtage dagpenge om nogle måneder, hvis det skulle gå helt galt. Det sikkerhedsnet har jeg da. Men hvis min selvstændige virksomhed, som jeg stort set intet tjener i, er den eneste indtægtskilde på papiret i 3 måneder tilbage, så vil den blive regnet som en hovedbeskæftigelse og jeg må lukke den. Derfor er det ret essentielt for mig, at jeg får en eller anden form for indkomst i den kommende tid, bl.a. fordi min selvstændige virksomhed også dækker over morsverden.dk, som trods alt løber stille og roligt rundt, med gamle, loyale brugere.

Så skal friheden opretholdes, er den ikke en fribillet til sofahygge og netflix ad libitum. Eller at holde lang sommerferie uden pligter. Al frihed har en pris. Jeg skal brugere sommeren på at finde ud af hvordan jeg SÅ skal skaffe penge. Eller ikke bare finde ud af, men selvfølgelig også gøre det i praksis. Måske får jeg flere timer på KEA, måske ikke. Hvis ikke? Så må jeg have en plan B – som i øvrigt nok burde hedde plan A, for det er jo det jeg har villet hele tiden. At tjene egne penge selv (i modsætning til at få penge gennem arbejdsgiver).

Grænseudvidende og grænseoverskridende

Jeg har nogle gamle idéer i ærmet, og måske nogle nye ekstra, fordi det nu haster lidt. Jeg kan ikke nødvendigvis sidde og nusse om et nyt hygge-community i håb om at det om et år udvikler sig populært nok til at tjene lidt på det. Jeg skal udvide mine grænser lidt.

Når noget er grænseudvidende i modsætning til grænseoverskridende, så er det fordi det er noget man selv vælger at gøre. Men følelsen er nogenlunde det samme. Man overskrider sine egne grænser selv, for at udvide dem. For at rykke ud af comfortzonen, populært sagt.

Så det kræver noget – og netop derfor tror jeg at det er bedre uden dagpenge, for på dagpenge ville jeg sandsynligvis primært vælge “det sikre”. Tage færre chancer. Gøre færre ting som jeg måske frygter. Undgå at risikere at gøre mig selv til grin eller at virke dum eller påtrængende. At undervise har været grænseudvidende for mig, og noget jeg tvinger mig selv til, for at blive bedre. Tilsvarende kan der være andre ting jeg må skubbe mig selv til, fx at skulle være lidt mere pushy for at sælge mig selv eller en evt. vare.

Så friheden er for mig pt en billet til lykke, men kun hvis jeg bruger den rigtigt! Ellers bliver glæden ganske kortvarig.

Min personlige værdi

Af hele denne svada kan jeg konkludere at personlig frihed er en vigtig værdi for mig. Det kan jeg med tydelighed mærke på mit humør og mine følelser lige nu. For en anden er morgendagens sikkerhed måske vigtigere og andre ville bestemt ikke kunne trives med samme valg. Sådan er vi så forskellige og har hver vores værdier der giver glæde i livet og hverdagen.

Jeg fortsætter serien om lykke og om mine personlige værdier i kommende indlæg.

En tanke om "Personlig værdi #2: Frihed"

  1. Pingback: Personlig værdi #3: Selvudvikling | Lenkas og Lenkas virtuelle legeplads

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *