Skævt

Skævt.

Man kan føle sig helt skæv når man vågner op om morgenen og verden endnu ikke er rettet ud. Man kan føle sig skæv på stoffer – tror jeg da. Det ved jeg ikke noget om.

Man kan føle sig skævvredet – og det er ikke det samme som skrævredet, omend det kan hænge sammen.

Man kan have en skæv vinkel på ting eller situationer. Måske fordi man fokuserer på et andet punkt langt ude i fremtiden i forhold til “de andre” – hvem de andre så end er. Måske fordi man er i stand til at se universet bevæge sig i anden retning end det gør i nuværende tilstand. Fordi man ved – måske uden at vide det? – at alting ændrer sig og man har en forestillingsevne der kan vise at det ændrer sig på en anden måde end det ændrer sig lige nu. For de fleste ved at alting ændrer sig, men ved de – sådan helt med enhver celle i kroppen, hvor alting er klart og man ikke skal fokusere for at tænke over det – at det ændrer sig på en anden måde end det ændrer sig lige nu? Ændring af ændring. Metaændring. Konstant.

Skævt.

Man kan hænge billeder op skævt, men man kan også tage skæve billeder eller male dem skævt. Måske med en skæv vinkel rent visuelt eller måske med en skæv tanke bag eller måske bare skævt i forhold til opfattelsen af verden. Opfattelsen af det forestillede punkt ude i fremtiden, som nuværende univers uden metaændring følger. Men man kan male med andet punkt for øje og man kan tage billeder som fanger det. En ændret situation uden at den rent faktisk er ændret. En skæv vinkel der giver skæv verdensopfattelse. Måske en skæv historie med indbygget ligefremhed,

Man kan skæve til andre. Måske fordi de er skæve eller måske fordi man selv er det eller føler sig det eller føler at de andre er det eller måske er det vinklen, situationen eller tanken om denne der er skæv. Skæv i forhold til hinandens opfattelse. Hvem er den skæve og hvem er den lige? Er universets retning universel?

Man kan ramme skævt bevidst eller ubevidst og man kan gå lige ud af landevejen og alligevel ende skævt. Man kan være skæv på den ligefremme måde eller man kan være ligefrem på den skæve måde. Eller man kan ramme lige skævt. Hver gang.

Man kan skælve og man kan ævle og hvor fører det alligevel hen? Er vi i sidste ende på vej til samme punkt, fordi universet bevæger sig som helhed eller lever vi i hver vores egen skæve verden med vores forestilling af det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *