Søndags-apocalypse

Klokken var 8 en søndag morgen. Hun sad i toget på vej ind til København, sammen med diverse andre fulderikker, som var på vej hjem fra byen. Burde de ikke køre i modsat retning – hjem fra København? Men hvor mange gange havde hun ikke selv vågnet op på endestationen i Høje Taastrup og bandet over at skulle vente på næste tog for at komme tilbage?

Og der sad de så. Hun på en hemmelig mission og de almindelige dødelige omkring hende, hvis stank godt kunne afsløre dem som de halvdøde zombier de snart ville forvandle sig til. De kørte alle i cirkler, nogle mere bevidste end andre. Ind i mellem krydsede deres verdener. Som nu.

Hun flyttede sæde væk fra sin cykel, for at komme til at sidde bedre. Ind i en “bås” der netop var blevet tom. En af de stinkende zombier der havde fulgt hende med øjnene fra båsen på modsatte side, flyttede sig hurtigt og satte sig klods op ad hende. Han åndede hende nærmest i nakken, mens hun forsøgte at skrive på sin medbragte pc. Hun skuttede sig og efter kort betænkningstid om hvorvidt almindelige høflighedsregler gjaldt i et tilfælde som dette og om zombier i det hele taget havde samme regelsæt, satte hun sig tilbage i cykelkupeen på modsat side af sin cykel.

Ro. Dejligt. Og det varede i to togstop, så sad han der igen. “Aj, gider du lige!”. Hun kunne godt selv høre tøsefornærmetheden i sin stemme, da hun rejste sig og satte sig på modsatte side helt henne ved sin cykel. Han sad lige over på den anden side. Hun kunne mærke at han stirrede på hende mens hun fortsat skrev på sin pc og følte at der var en verden i mellem dem og dog alligevel et farligt smuthul. Han rejste sig og gik.

Hun skrev videre, men kunne ikke undgå at kigge nervøst op en gang i mellem. Depeche mode i ørerne. Toget halvtomt.

“I’m gonna take my time
I have all the time in the world
to make you mine
it is written in the stars above”.

Han sad der igen. Lige over på den anden side. Hun lod som ingenting og skrev fortsat. Kiggede op på et tidspunkt og han sad i sin egen verden og smilede et halvbedøvet, halvbedugget smil. Uskadelig. Alligevel på den langt ude, uden for rækkevidde måde, hvor hverken høflighedsregler eller almindelige menneskelige regler muligvis gjaldt.

Det blev København H. Hun ville have været af på Vesterbro, men København H kunne godt gøre det. Hun stod af. Han fulgte ikke efter.

København på en våd søndag morgen lignede en stor efterfest. Overalt flød med skrald; tomme plastikglas, papirsposer og diverse udefinerbart. Mennesker på gaden, der endnu nød den sidste rest gift i kroppen mens de socialiserede højlydt og med en skæv vinkel. Forsøgte med hver deres agenda at suge det sidste ud af natten, som var blevet til kold og våd søndag morgen. Tiden havde ubarmhjerteligt skiftet de festlige lumre omgivelser ud med en halvtom verden og sengen derhjemme kaldte med en anden side af virkeligheden. Den ville blive efterfulgt af en nærmest uundgåelig udklippet dag og måske tømmermændsramt zombie-tilstand. De prøvede stædigt at trække den endnu.

Hun nød stemningen, velvidende at hun var en udefrakommende observatør. Som var det en film og hun var midt i den uden at være med. Bedre end 3D. LiveD.

Afsted på hemmelig mission for staten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *