Stormfuldendt

Det var en mørk og stormfuld nat …

Hun sad indenfor med sin varme kop te, som efterhånden var knap så varm, fordi hun havde glemt alt om den og den egentlig bare stod der til pynt og for at sætte rammerne om situationen med det perfekte stormvejr der hærgede udenfor, mens hun trygt sad indenfor. Egentlig ville hun have lavet kakao, men der var ikke mere mælk.

Hun havde havde krydset farefulde veje på sin jernhest for at komme hjem. Kæmpet mod flyvende plader, men heldigvis undgået de ikke-eksisterende flyvende tallerkener. Passeret hjernedøde affaldscontainere, som pludselig også havde fået deres eget liv, og som zombier fulgte en vej uden retningssans. Væltede ned på gaden uden formål eller mening, lidt i stil med fulde mennesker en lørdag morgen i København.

Den varme kop te, som nu var blevet kold og som slet ikke mindede om den perfekte kakao, begyndte at genere hendes synsfelt. Det var også meningen at hun skulle varme sig med et tæppe over sig, for hun havde hold i nakken og hendes massør havde i dag fortalt hende at varme var godt. Og nærmest ordineret hende varme tæpper og kakao i det kommende stormvejr. Eller, kakaoen havde hun selv tilføjet, men tæppe var en klar ordre. Og det ville jo også have passet perfekt i scenen, hvis ikke hun bare var for doven til at rejse sig for at finde et tæppe. Desuden manglede hun også en sofa. Det var helt forkert.

Alligevel gjorde det ikke noget. For lige for et par timer siden havde hun cyklet uden for, tværs gennem naturens uforudsigelige kræfter. Og på et tidspunkt havde hun cyklet tværs gennem en stor bunke af brune blade, der som en orkan dansede rundt om hende og satte rammerne for en eventyragtig oplevelse. Brune blade hvirvlende rundt over alt, som i et tæt snevejr af blade der nægtede at underordne sig tyngdekraften og dansede i stedet for rundt i vinden.

Hun tænkte på citatet med at det ikke gjaldt om at vente til stormen var drevet over, men at lære at danse i regnen. Det regnede nu godt nok ikke … kun med blade, valgplakater og affaldscontainere. Og hun dansede ikke.

Alligevel føltes det som en indre dans. Midt i de hvirvlende blade begyndte hun at grine højt. Lige der i 2 sekunder følte hun sig levende og euforisk. Hun havde lyst til at storme med, ud og op og ned igen – forelske sig stormfuldt. Måske bare i livet. Måske bare for den korte stund det tog at cykle gennem de våde og kåde eventyrblade og hjem til den imaginære varme kakao.

Det var stormfuldendt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *