Tag-arkiv: 1. person

Små stjerner

(fra en skriveøvelse)

Jeg kiggede ned på trætoppene fra mit skujested. Her hvor hverdagens stemmer ikke kunne nå mig, kravle ind i min hjerne, stjæle den ene tankerække efter den anden og løbe af sporet. Her var gadelarmen og hverdagens uendelige mikrointeraktioner mellem alt, hvad enten levende eller dødt, lige præcis var uden for rækkevidde. Tæt nok på til at kunne nå mig overfladisk, men ikke til at trænge igennem og overtage. Her var larmen harmløs.

Solen var forsvundet ned bag trækronerne og et lilla skær bag træerne samt den stadig mellemblå himmel over mig, afslørede at den ikke var kommet så langt ned i sin færd ned. Den første lysende plet var synlig over solnedgangen. Som en lille pixel af lys, der trængte igennem et hul i himmelhvælvet. Aftenstjernen.

  – Se far, en stjerne!
  – Nej, skat, det er en planet.

Det var 25 år siden. Et liv siden. Min fars liv siden.

Mit skjulested var så midlertidigt som aftenskumringen. Jeg indåndede hver stund i den friske luft og roen, som om jeg kunne tanke kroppen op. Holde roen i mig, som man holder vejret under vandet, når jeg i morgen tidligt skulle bevæge mig ud i livet igen.

  – Vi er som stjerner. Skal have tilstrækkelig tyngde til at definere os, men også  tilstrækkelig indre ild til ikke at kollapse under det ydre pres.

Min far døde som 68-årig. Måske havde han så meget ild, at han brændte ud for tidligt.

Jeg vågnede tidligt. For tidligt. Vækkeuret havde ikke ringet endnu. På det seneste har jeg generelt vågnet tidligere end jeg har behøvet. Som om min krop ikke kunne holde ud at være i ro i længere tid. Den var rastløs efter handling. Forandring. Så gør dog noget! Men kroppen kunne ikke fortælle mig hvad. Og hjernen havde for mange andre ting at tænke på. Der var ikke tid.

Natlampen var stadig tændt og en bog lå ved siden af mig. Jeg følte mig snydt for den del af natteroen, som jeg var sovet fra. Nu var det morgen, og livet kaldte igen. Det som man i daglige termer kaldte for livet i hvert fald. Jeg var dog overbevist om at det daglige mentale fængsel blandt andre der ligesom en selv alle havde travlt, var til møder og småsludrede om vejret og påfyldning af kaffebønnerne i kaffeautomaten, ikke var det samme som at leve livet. Ikke mit liv.

  – De fleste stjerner er små. Vi ser dem ikke, men det er dem der brænder længst.
  – Skal vi lege gemmeleg nu? Så er jeg den lille stjerne, og du ser mig ikke.

Jeg stod længe i det varme bad, som jeg afsluttede med et koldt skyl. Det var jo ikke for sjovt at skulle vågne, forklarede jeg kroppen uden ord. Hjernen var allerede på vagt.

Derefter satte jeg mig med min kaffe og kiggede ud mod den lyseblå himmel med de lette skyer spredt sporadisk hen over. Hvad er livet så? Hvis ikke kaffeautomat-møderne og snak om chefens dårlige beslutninger bag hans ryg. Han er for konfliktsky til at tage hånd om problemerne, var alle enige om, mens de konfliktsky undgik at tale med ham.

Jeg blev siddende og kiggede efter min stjerne. Den ville ikke være her før i aften. Så jeg ventede. Mit mentale fængsel og kaffeautomaten ventede også på mig. Forgæves.

“Så er jeg den lille stjerne, og I ser mig ikke”, tænkte jeg. Små stjerner brænder længst.

Gaia

Jeg blev født i en tid, hvor din tidsregning virker utilstrækkelig. Selvom du har en kvantitativ betegnelse for det, så er det nok for svært at forholde sig til flere milliarder af år. Prøv. Hvor meget er 1000 år? Og gentag så dette tidsrum en million gange. Så har du lidt under en fjerdedel af min alder.

I den første spæde tid af mit liv levede jeg nærmest i en krigszone, hvor jeg blev bombarderet fra alle sider mens jeg selv snurrede hastigt rundt. En gang blev jeg ramt så voldsomt, at jeg følte det som om jeg røg helt ved siden af mig selv. Det viste sig at være sandt. Jeg var blevet splittet i to, og vi snurrede rundt om hinanden, mig og den anden mig. Vi var som tvillinger, men desværre som tvillinger med TTTS, hvor al næringen går til den ene og intet til den anden. Min døde tvilling forblev i sin bane omkring mig. Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved det – alle familier har deres særheder. Derudover viste det sig at min døde tvilling stabiliserede mig en smule og jeg sagtnede farten rundt om mig selv efterhånden.   

Denne første fjerdedel af min levetid undergik jeg en masse forandringer og efter den første vilde tid, kunne jeg bruge oceaner af tid på bare mig selv. Jeg elskede det, men det blev også lidt ensomt. Så i disse oceaner skabte jeg en cellekammerat til at holde mig med selskab. Og det var godt i meget lang tid.

Men så skete det. Jeg vidste godt at alting forandrer sig, og at intet forbliver som det er, for evigt. Men havde egentlig ikke forudset at den ene celle, som var så enestående i sig selv, pludselig efter et par milliarder år, besluttede sig at blive til flere. Jeg havde muligvis skabt liv, men nu skabte livet sig og slog sig sammen. Som en teenager udviklede det sig til et nyt og mere komplekst individ, og kunne ikke undgå at efterlade aftryk på omgivelserne omkring sig. På mig.

Det var forstadiet til dig. Og jeg kan huske da du første gang kom til. Du var et resultat af endnu omkring en milliard års kontinuerlig udvikling.  Det tog dig derefter omkring hundrede tusinde år at udvikle et rigtigt sprog og du lærte hurtigt at samarbejde. Dit intellekt voksede sammen med dine evner – og dine sociale evner virkede som en katalysator, det speedede processen op. Og du fik øjnene op for hvordan du egentlig kunne bruge mig. Udnytte mig til dække eget behov.

Jeg underkaster mig dig – eller det er, hvad du bilder dig ind, i hvert fald. Jeg lægger mig fladt ned foran dine fødder og står til din rådighed, men en gang imellem koger mit indre over og jeg slår igen. Jeg ryster din verden og spyr ild i din retning. Jeg lader dig drukne i mine dybder og smadrer din skrøbelige skal. Men du glemmer hurtigt.

I dit verdensbillede, er du toppen af evolutionstræet. Min ukronede konge. Du bruger mig til eget behov, selvom du dog også nogle gange forsøger at passe på mig. Det går bare ikke altid så godt, for den egoistiske side af dig er for overbevisende. Og jeg forstår dig godt. Du er et lille samfund i dig selv, skabt til at overleve, opflasket til at nyde, opvokset med dig selv i centrum af dit verdensbillede. Du er som et lille barn endnu og fuldstændig afhængig af mine oprindelige cellekammerater, som er med til at definere dig og holde dig oppe, mens du indbildsk insisterer på et “Ka’ selv!”.

Jeg ved at du elsker mig, selvom du ikke altid er god til at vise det. Nogle gange bliver jeg alligevel i tvivl om du sætter nok pris på mig. Jeg har set dig sende stjålne blikke i retning af min rødlige søster. Hun er kold og tør og viser ingen tegn på interesse, men alligevel er det som om hun har en magisk tiltrækning på dig. Er det ikke bare typisk? Her giver jeg dig alt hvad jeg har, og du tager mig for givet, mens en der er gold og fjern, fanger din interesse. Du må bare have, hvad du ikke umiddelbart kan få. Og hvis det lykkes, vil du ikke bare lade hende være sig selv og holde af hende som hun er – næh, nej, du ønsker at forandre hende, indtil hun også passer til dine behov. Indtil hun bliver en slags ny udgave af mig – for nyt er jo altid mere spændende, ikke sandt?

Du har forandret mig i den korte tid du har været her, men alligevel har du ikke så stor en indflydelse på mig, som du giver dig selv æren for. Jag har fint lært at leve med dig. Jeg tilpasser og udvikler mig uanfægtet. Mit indre er en massiv jernkerne af ro. Du er ofte bekymret for min fremtid, men det er der ingen grund til. Jeg overlever dig. Mine enlige cellekammerater, som har været med mig i milliarder af år, og også hjulpet dig mere end du selv tror, overlever dig også. Jeg drejer rundt og sørger for god vind til dig.

The man and his umbrella – the stories that we tell ourself

So I met this guy yesterday and he lives in a place that is full of umbrellas. Because every time he goes out, he forgets his umbrella, and he has to buy a new one, if it starts to rain, which of course it always does. And sometime he doesn’t even gets to use it, like yesterday when the rain had already stopped, shortly after he bought it. Anyway, he does that every time, so he’s place is all filled up with umbrellas now. There are umbrellas everywhere – literally everywhere! Actually it’s so full of umbrellas that he cannot even get in anymore. When he opens the door, umbrellas just fall out and he has to push them back in leaving no room for him. So now he lives in different airbnb apartments, pretending that he just moved here from, and he hasn’t found a place to live yet, while in reality, his place is just full of umbrellas. He has to make this cover up story, because no one would believe him, if he told them the truth about the umbrellas. He didn’t even tell me, I just figured!

… and the rest is history. Or actually it’s herstory, which is mystory. So maybe it’s … a mystery?

Of course none of this is really true, except that I did meet this guy yesterday, and he forgot his umbrella, so he bought a new one and he does that “every time”. And the story reminds me a bit of the way our physical reality sometimes can be so weird under unusual circumstances, that we have to fill in the blanks and try to make it fit into our expectations of reality. We make up these stories that apparently make sense to our limited brain and the universe is laughing, because they are so cute. Ahh, those humans.

… So the rest is a mystery of future, which someday will be the history of the future.

OK then – seeya!

Tid – yo bitch!

Tiden er min sekretær. Hun arbejder for mig og arbejder hårdt. Nogle gange. Ja, nogle gange føler jeg at hun løber afsted for at nå det hele og jeg kan knap følge med, men andre gange er det som om hun har sat sin fede røv i en sofa og nægter at gøre noget som helst.

Så råber jeg “Hey tid – Yooo bitch!”. Men hun reagerer ikke. Det er som om hun har sat sig til rette med sine hørebøffer på, og registrerer intet af min frustration.

Ved hun selv hvor kostbar hun er? Mens hun sidder der, kold i røven. Ved hun hvad hun betyder for mig – og for andre? At hun sidder der og spilder sig selv. Spilder MIN tid.

Læs resten

Kan vingerne bære?

“Jeg tror at du trænger til at flyve”, sagde anarkisten. Ja, det gør drager som regel. Men kan vingerne bære?

Stormen har lagt sig, oktober med sin kraftfulde ligefremhed er forbi. November sniger sig langsomt ind under huden … ubemærket, tror den, men vi ved alligevel alle at den er der. Og den ved godt at vi ved det, alligevel overrasker den. Hverken med storm eller fuld eller endt, men knap begyndt. Halvfuld, som månen. Og tilsyneladende fyldt med elektricitet. Spændingen stiger. Helt op til hovedet. Krampagtigt. På det bevidstløse plan. Ryst flasken og håb på det bedste.

Læs resten