Tag-arkiv: dansk

Mellem linjerne

Der var engang en historie, der hverken havde en begyndelse, en midte eller en slutning. Den havde havde muligvis en handling eller måske havde den mange, men det var ikke handlingen, som i sidste ende var det vigtige. Der blev inde i historien i lang tid diskuteret, hvad der i virkeligheden var det vigtige og hvad der man meningen med det hele, men ingen kom til enighed, og det var i øvrigt også ret svært, når der hverken var en begyndelse eller en slutning på diskussionen.

For de udenforstående, der fik fortalt historien, var det måske i virkeligheden hvad den handlede om: den manglende handling og sammenhæng. For hvordan kunne noget som helst give mening på denne måde? Og dermed skrev de straks historien om, så den nu startede med et brag af en begyndelse. The Big Bang valgte de udenforstående at kalde den, og så var historien ligesom i gang. Allerede en mindste brøkdel af et sekund senere inde i historien var der sket en hel masse, blandt andet blev uendeligheden udvidet en hel del og ud af en energi kom en hel masse, sådan rent bogstaveligt talt.

Alt dette og meget mere blev de udenforstående enige om måtte være sandheden, for sådan kunne det hænge sammen og give mening med kronologiske begivenheder, som det sig hør og bør.

“Hvad er en historie uden begyndelse!”, fnyste de nærmest af den oprindelige konstruktion.

I mellemtiden levede historien selvfølgelig sit eget liv, helt uanfægtet af hvad de udenforstående tolkede ind i den. Den levede et liv inden begyndelsen, hvor slutningerne mødtes og hvor det, der endnu ikke var skabt, allerede havde levet i ujævnt definerede evigheder. I sådan en ikke-begyndelse og midt mellem ligegyldige ikke-definerede handlinger, sådan lidt mellem linjerne, fandtes Ingolf.

Ingolf var en af de mange, der diskuterede begyndelser, uden rigtig at være begyndt på det, så derfor endte det heller aldrig helt som ønsket, fordi midten kom i vejen. Men midt i en foreløbig begyndelse kom han forbi en lille planet i år 2017, hvor en af de mange udenforstående boede. Den udenforstående – lad os kalde ham Peter – levede sit liv i fuld harmoni med de linjer, han havde fået lagt foran sig. Han fulgte tiden, blev født, levede og døde, sådan groft sagt, alt i mens Ingolf kun lige var ved at tage sig sammen til at stå ud af den ikke-eksisterende seng. Men så var det at begyndelsen var der igen, og her fangede han Peter midt i en sætning.

“Vi er løbet tør for mælk”, sagde Peter, mens han stod i boksershorts i sit køkken og holdt køleskabsdøren åben. Lige der føltes det næsten som om tiden stod lidt stille, mens han overvejede sine muligheder. Måske kunne han tage et stykke knækbrød med ost. “Har vi noget ost?”, mumlede han for sig selv, og det gibbede voldsomt i ham, da Ingolf pludselig svarede.

Leverpostej i Barcelona

Jeg sidder i lufthavnen i Barcelona en torsdag morgen. Klokken er 8:39, men jeg har været oppe siden klokken 5:30, for at have tid til alt hvad der kunne gå galt på vejen og alligevel have en chance for at nå mit fly. Der gik ikke noget galt – jeg fandt togstationen, jeg kunne købe en billet i automaten, jeg fandt det rigtige tog i den rigtige retning og stod af det rigtige sted (hvilket ikke skulle være så svært, eftersom det var slutstationen, men alligevel var jeg ved at hoppe af på et tidspunkt, hvor jeg synes at der stod noget med Aerporto – “Is this the airport?”, spurgte jeg en togmedarbejder-udseende mand, som svarede “si”, og da jeg var ved at hoppe af, panikkede han med et “aerporto!”, mens han pegede på indenfor i toget. Jeg blev indenfor i toget og dørene lukkede. Phew).

Så derfor var jeg i god tid, da jeg var i lufthavnen klokken 7 og flyets afgang var kl 9. Jeg fik en sms om at flyet var forsinket – ny afgang klokken 10:10. Nu var jeg i endnu bedre tid. Efter tjek ind og med boarding pass i hånden lykkedes det alligevel at overse de store blinkende skilte lige ved tjek ind og gå i den helt forkerte retning til departure. Jeg undrede mig over at flynummeret og destinationen ikke stod på de store tavler med afgange, men tænkte at det muligvis havde noget med forsinkelsen at gøre. Godt at det ikke var i dag jeg skulle til eksamen. Da det endelig var lykkedes at finde security control indgangen og den flinke dame tjekkede mit boarding pass, fik jeg et BEEEP. “No exista”, sagde hun. Tilbage til Norwegian, som sagde at jeg kunne sætte mig og vente en times tid. “Gracias”, sagde jeg med min bedste udtale og fik en tommerfinger op.

Jeg satte mig og ventede. Et par sæder ved siden af mig sad en kvinde i leverpostejsfarver. Kort efter kom hendes – hvad jeg går ud fra var – kæreste med kaffe og croissenter. Deres samtale druknede lidt i lufthavnens akustik og andre lyde omkring mig, og jeg kunne derfor ikke køre en mønstergenkendelse på sproget. Men efter at have observeret dem fra sidelinien i nogle minutter, mens jeg egentlig samtidig regnede fysikopgaver (jo, jeg gjorde!), konkluderede jeg svagt at det nok også var danskere. Selvfølgelig var sandsynligheden rimelig stor, eftersom jeg nok næppe var den eneste dansker der ventede på at kunne få adgang til departure. Men udover leverpostejsfarven, var der også et leverpostejsagtigt udtryk i kvindens ansigt. Det der “jeg har ikke fået min kaffe endnu, så jeg må godt – faktisk skal – virke lidt halvdød”-udtryk i ansigtet, som der er noget dansk over, tror jeg – og som nærmest kom tydeligst frem, da kæresten kom med kaffe og croissanter. Manden havde en lettere krumbøjet holdning i tynd “vakse viggo”-stil og bar lettere hængerøvsbukser. Men han var samtidig en pæn og fornuftigt udseende mand. Der var også noget “Find Holger” over ham samt et  afslappet “jeg har styr på det, så du kan bare slappe af”, i forhold til kvinden. Jægeren der skaffede kaffe og føde og passede på sin mage, som sad mageligt på sin trone og lod sig vimse om. Med leverpostejs udtryk i ansigtet og den der “meh”-tunghed i kroppen på en tidlig torsdag morgen i en lufthavn i Barcelona, mens jeg regnede på en rullende kugles vinkelacceleration.

Senere, da jeg var kommet igennem security gate og fandt et tilfældigt sted at sidde, mens jeg ventede på flere informationer, spottede jeg hende igen. Der sad hun igen alene med ryggen til, med sin leverpostejsfarvede udstråling. Hun sad alene i længere tid, og jeg var ved at blive i tvivl om det var hende. Men ganske rigtigt, kom jægeren atter vimsende, denne gang med to sandwichs og et par flasker vand. Mens jeg sad med min egen hjemmebiksede sandwich,  studsede jeg lidt over, om det bare var mig der var forudindtaget, eller om der var noget dansk over dem, der skilte sig af kulturmæssigt fra andre almindelige unge par. Og smilede lidt over at observere den der par-dynamik, som sjovt nok mindede mig om de mange nætter jeg har danset alene rundt på “Barcelona”-cocktail bar på Nørrebro, mens jeg ditto observerede parringsdansene omkring mig. Mennesket er et interessant dyr og sjovt at observere.