Tag-arkiv: fiction

Små stjerner

(fra en skriveøvelse)

Jeg kiggede ned på trætoppene fra mit skujested. Her hvor hverdagens stemmer ikke kunne nå mig, kravle ind i min hjerne, stjæle den ene tankerække efter den anden og løbe af sporet. Her var gadelarmen og hverdagens uendelige mikrointeraktioner mellem alt, hvad enten levende eller dødt, lige præcis var uden for rækkevidde. Tæt nok på til at kunne nå mig overfladisk, men ikke til at trænge igennem og overtage. Her var larmen harmløs.

Solen var forsvundet ned bag trækronerne og et lilla skær bag træerne samt den stadig mellemblå himmel over mig, afslørede at den ikke var kommet så langt ned i sin færd ned. Den første lysende plet var synlig over solnedgangen. Som en lille pixel af lys, der trængte igennem et hul i himmelhvælvet. Aftenstjernen.

  – Se far, en stjerne!
  – Nej, skat, det er en planet.

Det var 25 år siden. Et liv siden. Min fars liv siden.

Mit skjulested var så midlertidigt som aftenskumringen. Jeg indåndede hver stund i den friske luft og roen, som om jeg kunne tanke kroppen op. Holde roen i mig, som man holder vejret under vandet, når jeg i morgen tidligt skulle bevæge mig ud i livet igen.

  – Vi er som stjerner. Skal have tilstrækkelig tyngde til at definere os, men også  tilstrækkelig indre ild til ikke at kollapse under det ydre pres.

Min far døde som 68-årig. Måske havde han så meget ild, at han brændte ud for tidligt.

Jeg vågnede tidligt. For tidligt. Vækkeuret havde ikke ringet endnu. På det seneste har jeg generelt vågnet tidligere end jeg har behøvet. Som om min krop ikke kunne holde ud at være i ro i længere tid. Den var rastløs efter handling. Forandring. Så gør dog noget! Men kroppen kunne ikke fortælle mig hvad. Og hjernen havde for mange andre ting at tænke på. Der var ikke tid.

Natlampen var stadig tændt og en bog lå ved siden af mig. Jeg følte mig snydt for den del af natteroen, som jeg var sovet fra. Nu var det morgen, og livet kaldte igen. Det som man i daglige termer kaldte for livet i hvert fald. Jeg var dog overbevist om at det daglige mentale fængsel blandt andre der ligesom en selv alle havde travlt, var til møder og småsludrede om vejret og påfyldning af kaffebønnerne i kaffeautomaten, ikke var det samme som at leve livet. Ikke mit liv.

  – De fleste stjerner er små. Vi ser dem ikke, men det er dem der brænder længst.
  – Skal vi lege gemmeleg nu? Så er jeg den lille stjerne, og du ser mig ikke.

Jeg stod længe i det varme bad, som jeg afsluttede med et koldt skyl. Det var jo ikke for sjovt at skulle vågne, forklarede jeg kroppen uden ord. Hjernen var allerede på vagt.

Derefter satte jeg mig med min kaffe og kiggede ud mod den lyseblå himmel med de lette skyer spredt sporadisk hen over. Hvad er livet så? Hvis ikke kaffeautomat-møderne og snak om chefens dårlige beslutninger bag hans ryg. Han er for konfliktsky til at tage hånd om problemerne, var alle enige om, mens de konfliktsky undgik at tale med ham.

Jeg blev siddende og kiggede efter min stjerne. Den ville ikke være her før i aften. Så jeg ventede. Mit mentale fængsel og kaffeautomaten ventede også på mig. Forgæves.

“Så er jeg den lille stjerne, og I ser mig ikke”, tænkte jeg. Små stjerner brænder længst.