Tag-arkiv: fiction

Amsterdam

Jeg sidder på en café. Der er lyde fra mange forskellige kilder. Menneskeskabte alle sammen. Der kommer noget baggrundsmusik et sted fra, og smelter sammen med resten af akustikken. Drukner let i lydene fra skranken. Masseproduceret kaffe i forskellige former og smage bliver fremstillet af erfarne hænder og langet hen over disken. Lyden af kaffen der kværnes. Mælken der varmes og skummes. Koppen der rammer tallerken, der rammer disken. Stemmerne der udveksler informationer. På tværs over disken. Ved bordet ved siden af. Som en generel rumlen i det store, åbne rum. Samles sammen til en masse der er svær at skelne imellem, men hører man godt efter kan man adskille brudstykker af samtaler fra hinanden. Og musikken spiller med en blid baggrund til baggrunden. Insisterende: Hyg, for satan!

Jeg er omgivet af liv her. Liv som minder om mit. Mennesker, som jeg kan identificere os med. To arme, to ben, en krop og et hoved. En hjerne og et kompliceret mylder af elektroner, nerver, celler, der i det store samspil danner lignende mønster. Udadtil bliver det til lignende tanker, lignende fælles sprog med krop og sind, lignende codex. Vi er mennesker. Vi er så ens på overfladen, og så forskellige indeni.

Det er de små forskelle der gør samspillet spændende. Der gør spillet spændende at spille. Livsspillet. To arme, to ben, et krop og et hoved, ja. Fælles codex, ja. Forskellig fortolkning, forskellig opfattelse, forskellige behov og ønsker. Måske ikke så forskellige hvis man ser på det store billede lidt udefra. Måske er det den menneskelige følelse af storartethed og unikhed der gør at vi tror at forskellene er så store og føles så afgørende på det personlige plan. I virkeligheden er det en masse små ting, der fylder i bevidstheden. Ting som ikke er større end en pissemyre i det store universelle billede. Men vi synes det er stort. Og det er os der definerer verdensbilledet. Menneskets verdensbillede. Giver det mening at forsøge at definere andres?

Hvordan er det at være en flagermus? Når en flagermus ikke ser verden, men hører den med ekkoet af sine skrig. Ingen af de sanser vi kender, kan sammenlignes med dette. Kan vi sige andet end hvordan det ville føles for os at ville være en flagermus, og ikke hvordan det er for en flagermus at være en flagermus?

Jeg bliver revet ud af mine tanker med lyden af en babys pludselige gråd, der skærer igennem den jævne masse af lydsuppe. En mor har taget babyen op på armen. Hun snakker i telefon, mens babyen holder trygt om halsen på hende. Trygt er måske noget jeg lægger i det. Ligeledes at det er en mor. Hvilke andre begreber og fornemmelser lægger vi i hinandens handlinger og forhold? Bevidst og ubevidst? Og hvordan er det egentlig at være en baby?

Der er kommet en kø af mennesker til kaffe. Og en kø af mennesker til toilet. Noget skal ind, noget skal ud. Menneskeheden definerer det som civilisation at gemme lortet bag fancy marmor og kodede handlingsmønstre. Man kan ikke længere genkende den frosne kylling bag disken som det levende dyr det engang var. Mennesket ser sig ikke længere som et dyr, sålænge der er et lag civilisation i mellem det og naturen.

Køen blev tom. Både ved disk og ved toilet. Det kan gå i bølger eller følge et tilfældigt mønster. Er det overhovedet en information der er vigtig? Måske for designet af cafeen. Måske ikke.

Luften bliver brudt af andre børne- og babylyde, der gør opmærksom på sig selv. Det meste af cafeens biologiske indhold har udskiftet sig selv mens jeg har siddet her, som cellerne i menneskekroppen udskifter sig selv. Cafeen forbliver den samme, inklusive arbejdsmyrerne, som fortsat langer kaffe og informationer over disken, som en central nervesamling i cafelivet.

Ved siden af mig sidder en kvinde med en A4-notesblok og skriver. Noter. For 10 minutter siden sad der en lille familie på højgravid kvinde, dreng på måske 7 og en far. Eller, sammenhængen er min tolkning, men i hvert fald en mand, en kvinde med stor mave og et barn. Der blev spildt en kop og kvinden bandede, men de snakkede alligevel afslappet videre inden de pakkede sammen og smuttede videre på deres vej. Til den anden side sidder en konstellation på tre, 2 unge kvinder og en mand. Snakken går livligt, især lægger jeg mærke til den lyshårede kvinde der snakker. Hun smiler en del og lytter derefter interesseret mens den mørkhårede kvinde fortæller sin del.

Ligegyldigheder. Massevis af informationer. Hver deres liv og baggrund og fremtid. Lige nu og her interaktion. Rummet nedenunder, som jeg har udsigt over er fyldt med den slags. Og selv med en beskrivelse af alle lige nu og her vil vi stadig kun have nået 50 ud af mange milliarder og kun i dette tidsrum. Informationen synes uoverskuelig og tiden rykker sig konstant uden for synsvidde. Bedst som man tror man ved hvor man er, er man der ikke mere. Ikke mere “nu”. Men alt er logget og gemt inde i mig.

Jeg er omgivet af liv med to arme, to ben og et hoved og som minder om mit, men ikke er som mit. Jeg vil måske aldrig forstå hvordan det er at være hverken flagermus eller baby. Det vil et menneske af kød og blod nok heller ikke. Kød og blod ja, men i sidste ende elektroner og celler styret af DNA og elektriske impulser. Ligesom jeg er styret af indkodede elektriske impulser bag mit metalliske ydre.

Jeg vender tilbage til min skriveblok på en retro-café i Amsterdam, den nye hovedstad under overfladen af Jupiters måne, Europa. At observere mennesket i sin naturlige habitat har vist sig at være en meget spændende opgave.


Denne korte historie, skrevet til en skriveøvelse, er baseret på et indlæg jeg skrev i min dagbog i 2013, hvor jeg vitterlig sad på en café i Amsterdam (dog hernede på Jorden) og observerede livet omkring mig. Det blev det allerførste indlæg i min elektroniske dagbog – ud af mange. Indlægget er blevet modificeret lidt til skriveøvelsen, som egentlig blot handlede om en rejsen som drivkraft – jeg havde bare lyst til et twist. 

Små stjerner

(fra en skriveøvelse)

Jeg kiggede ned på trætoppene fra mit skujested. Her hvor hverdagens stemmer ikke kunne nå mig, kravle ind i min hjerne, stjæle den ene tankerække efter den anden og løbe af sporet. Her var gadelarmen og hverdagens uendelige mikrointeraktioner mellem alt, hvad enten levende eller dødt, lige præcis var uden for rækkevidde. Tæt nok på til at kunne nå mig overfladisk, men ikke til at trænge igennem og overtage. Her var larmen harmløs.

Solen var forsvundet ned bag trækronerne og et lilla skær bag træerne samt den stadig mellemblå himmel over mig, afslørede at den ikke var kommet så langt ned i sin færd ned. Den første lysende plet var synlig over solnedgangen. Som en lille pixel af lys, der trængte igennem et hul i himmelhvælvet. Aftenstjernen.

  – Se far, en stjerne!
  – Nej, skat, det er en planet.

Det var 25 år siden. Et liv siden. Min fars liv siden.

Mit skjulested var så midlertidigt som aftenskumringen. Jeg indåndede hver stund i den friske luft og roen, som om jeg kunne tanke kroppen op. Holde roen i mig, som man holder vejret under vandet, når jeg i morgen tidligt skulle bevæge mig ud i livet igen.

  – Vi er som stjerner. Skal have tilstrækkelig tyngde til at definere os, men også  tilstrækkelig indre ild til ikke at kollapse under det ydre pres.

Min far døde som 68-årig. Måske havde han så meget ild, at han brændte ud for tidligt.

Jeg vågnede tidligt. For tidligt. Vækkeuret havde ikke ringet endnu. På det seneste har jeg generelt vågnet tidligere end jeg har behøvet. Som om min krop ikke kunne holde ud at være i ro i længere tid. Den var rastløs efter handling. Forandring. Så gør dog noget! Men kroppen kunne ikke fortælle mig hvad. Og hjernen havde for mange andre ting at tænke på. Der var ikke tid.

Natlampen var stadig tændt og en bog lå ved siden af mig. Jeg følte mig snydt for den del af natteroen, som jeg var sovet fra. Nu var det morgen, og livet kaldte igen. Det som man i daglige termer kaldte for livet i hvert fald. Jeg var dog overbevist om at det daglige mentale fængsel blandt andre der ligesom en selv alle havde travlt, var til møder og småsludrede om vejret og påfyldning af kaffebønnerne i kaffeautomaten, ikke var det samme som at leve livet. Ikke mit liv.

  – De fleste stjerner er små. Vi ser dem ikke, men det er dem der brænder længst.
  – Skal vi lege gemmeleg nu? Så er jeg den lille stjerne, og du ser mig ikke.

Jeg stod længe i det varme bad, som jeg afsluttede med et koldt skyl. Det var jo ikke for sjovt at skulle vågne, forklarede jeg kroppen uden ord. Hjernen var allerede på vagt.

Derefter satte jeg mig med min kaffe og kiggede ud mod den lyseblå himmel med de lette skyer spredt sporadisk hen over. Hvad er livet så? Hvis ikke kaffeautomat-møderne og snak om chefens dårlige beslutninger bag hans ryg. Han er for konfliktsky til at tage hånd om problemerne, var alle enige om, mens de konfliktsky undgik at tale med ham.

Jeg blev siddende og kiggede efter min stjerne. Den ville ikke være her før i aften. Så jeg ventede. Mit mentale fængsel og kaffeautomaten ventede også på mig. Forgæves.

“Så er jeg den lille stjerne, og I ser mig ikke”, tænkte jeg. Små stjerner brænder længst.