Tag-arkiv: Knæskade

Side 212 (eller “Derfor elsker jeg at løbe, del II”)

Side 212: godt valg, tidsmester (fortsat fra … ehm, side <Page Error! Page numbers not yet defined in this life>). Dog er det snart 2 uger siden, at ovenstående blev skrevet og hvorfor skal sidetal og planer da egentlig også angives så 1-dimensionelt? Måske er det her side (212, 12), knap to uger frem i tiden. Måske kunne det også være (212, A, 45, 12), men det vender jeg tilbage til en anden gang.

Jeg har i dag gå-løbet 10 km, dvs. jeg tager stadig en lille gåpause for hver 5-6 minutters løb, som fys anbefalede. Fys sagde så godt nok ikke noget om 10 km, men … det var det mest fantastiske forårsvejr at løbe i og egentlig var det ikke meningen at skulle løbe så langt endnu (jeg overvejede dog om jeg kunne), men da jeg efter 6-7 km kunne drejede af for at løbe hjem, kom der noget godt musik i ørerne, benene var ikke så trætte og … ja, så kom jeg til at tage en lille afstikker.

Og nej, det føles ikke altid godt at løbe. Sidste gang jeg var ude føltes det så tungt, at jeg nåede at forestille mig at det var mig der fik jorden til at dreje rundt ved at løbe på den. Og så føltes det blot endnu tungere! Det var vel nok tanken der lige talte (til mig) der … tankens kraft? Hvor meget vejer en tanke?

Men uanset, så er det altid rart at have løbet, dvs. sidde på altanen og klappe sig selv på skulderen, mens man tænker på alt det ekstra mad man må spise, uden at tage på (og måske ved man næsten præcis hvor meget, fordi man atter er faldet i madlog-fælden – ja, måske).

Knæet har det godt, men pipper lidt i ny og næ. Men så overdøver fuglene den og så er alt godt.

Derfor elsker jeg at løbe

Yes! I denne uge er jeg endelig startet op med at løbe, siden min knæoperation. Og det er fanme godt! Der er forår i luften og i alle mine kropsceller, og jeg kan slet ikke vente med at komme ud og løbe mer’, mer’, mer’!

Her på min tredje løbetur ude fik jeg lusket mig op på 5 km (med gå-pauser for hver km efter påbud fra min fys), fordi så kunne jeg kunne ud og løbe gennem skoven/vestvolden. Det er noget rarere end at løbe rundt om blokken på vejene. Og det mindede mig om hvad det er jeg har savnet ved at løbe.

Det er ikke bare følelsen at spæne rundt på bakketoppe i skoven og over forhindringsbaner forklædt som grene og trærødder, og føle sig som en gazelle og et med naturen på samme tid (så pyt med hvad man ligner – man kan også være abe eller drage, hvis man har lyst).

Det er heller ikke bare det at mærke kroppen arbejde og endorfinerne blive udløst i kroppen til noget passende stykke musik i ørerne, så man får lyst til at danse mens man løber.

Og det er heller ikke bare fordi jeg kommer til at se megahot ud i latex-catsuit og tilhørende pisk, når jeg er kommet i mega-god form … hov, vent, forkert spor, bladrer lige videre i hjernekartoteteket …

Det er ej bare det, at man under løb kan være i helt egne tanker uden diverse distraktioner (ja, internet – jeg kigger på dig!), hvor ego og fantasi kan få frit spil til at udforske hinanden, og diverse aha-tanker- eller ideer dukker op og spinder sig sammen til nye historier.

Det er selvfølgelig slet ikke det, at det nogle gange bare er lidt rart at løbe væk fra hvad der nu engang fylder i ens hverdag, eller eksamenslæsning eller whatever … vel kommer man lidt væk, men når man  nu alligevel løber i cirkler, så kommer man jo ikke rigtig nogen vegne vel?

Eller jo, det er alt det, men det jeg har savnet mest og som jeg glæder mig mest til at kunne gøre igen, er at give mit explorer-gen frit løb, komme derud, hvor jeg kan løbe ad tilfældige stier og komme på afveje, og udforske længere og længere ud, fare vildt og møde en ged, men ikke værre end at jeg kan tænde min GPS og finde mig selv igen. Jeg elsker at fare vildt i den rigtige retning. Jeg elsker at opdage nye afveje i nærområdet. Jeg elsker at “ups, jeg kom til at løbe en halvmarathon“‘e. Det glæder jeg mig til igen.

Og jo jo, vel kunne jeg da tage cyklen og komme langt længere, men det er ikke helt den samme oplevelse. Alt til hver sin tid, og cyklen bruger jeg pt primært på mine 2×13 km t/r til byen. Ego-tanke-ide-virkningen er i øvrigt næsten den samme på cykelturene, især på strækningen inden byræset, så dem ville jeg nu heller ikke undvære – men nu er det jo ikke en “derfor elsker jeg at cykle”-indlæg, vel?

… gad vide om jeg om en uge tænker: “meh – gider ikke”? – det må tiden vise. Hvis du er tidsmester, så gå til side 212, hvor jeg løber 10 km om en uge eller gå til side 52, hvor jeg finder på opfindsomme undskyldninger for ikke at komme ud og løbe, såsom “katten har tisset på mine løbesko”, “jeg kan ikke finde min hårelastik”, “mit venstre ben er uvenner med mit højre” osv.

Genoptræning for den gamle, handicappede

Forleden var jeg til forundersøgelse inden genoptræning af mit knæ og kunne konstatere at det har været en god idé fortsat at bruge knæet på trods af det manglende korsbånd. Knæet har god styrke, men jeg kompenserer lidt meget ved forkerte stillinger (bukker knæene indad, især det skadede) ved afsæt og landing ved hop, som jeg blev testet en del i. Derudover blev jeg testet i at stå på et ben på både almindelig og blød underflade, mens jeg skulle gribe og kaste en bold en masse gange og fra forskellige vinkler. Jeg kunne konstatere at jeg også klarede ædruelighedsprøven.

Jeg blev nøje udspurgt om hvad jeg synes at jeg manglede at kunne (fysisk), hvad jeg kunne før, som jeg ikke kan nu. Udover min karatetræning (som jeg efterhånden blot ikke kan tage mig sammen til at starte op på igen) og mit løb, som foregår i sneglefart og i miniudgave (op til 3 km), nævnte jeg også hop, fordi jeg kan mærke at det ene knæet ikke er “helt” og lander derfor mere på det andet.

“Hop? Hvornår hopper du?”, spurgte hun.

Eeehm … hopper man ikke altid sådan lidt en gang i mellem? “Sådan noget hverdagshop”, svarede jeg. Altså, når jeg fx hopper over en vandpyt, eller ned fra et legehus (skyndte mig straks at tilføje at det var et ekstremt lavt legehus og på græs, da jeg fik smæk for denne, da jeg nævnte den hos kirurgen sidst – hvad er den nu af? – fik også et løftet øjenbryn i denne omgang) … eller danser, eller ikke er jurist fx. Det sidste sagde jeg ikke.

Jeg fik at vide at man godt kunne være heldig at genoptræne sit knæ uden korsbånd, så det stort set var lige så funktionsdygtigt som normalt. En 21-årig ville nok kunne genoptræne det og blive opereret alligevel, men når man er ældre, opererer de ikke helt så ofte. Ja så. Hvad så hvis man er drage og skal leve i tusinder af år? Heldigvis bestemmer jeg selv efter genoptræningen, om jeg gerne vil opereres alligevel, da kirurgen står på spring. Men nu ser vi lige.

Til at starte med skal jeg til genoptræning 3 morgener om ugen, inden arbejde. Uff … tidligt op, men woohoo, gratis træning.

 

“Når nan er i din alder … “

Har været på Amager Hospital for at få kigget mere på mit knæ. Det primære jeg husker fra undersøgelsen er sætningen “Når man er i din alder … “. Derefter var det hele sådan lidt blurry …

Hvem skulle have troet at man kunne gå til lægen pga. knæet og så få konstateret at man er døende (sådan i løbet af nogle år … færre år end dengang jeg ikke havde diagnosen “Når man er i din alder …” i hvert fald). Læs resten