Tag-arkiv: non-fiction

The man and his umbrella – the stories that we tell ourself

So I met this guy yesterday and he lives in a place that is full of umbrellas. Because every time he goes out, he forgets his umbrella, and he has to buy a new one, if it starts to rain, which of course it always does. And sometime he doesn’t even gets to use it, like yesterday when the rain had already stopped, shortly after he bought it. Anyway, he does that every time, so he’s place is all filled up with umbrellas now. There are umbrellas everywhere – literally everywhere! Actually it’s so full of umbrellas that he cannot even get in anymore. When he opens the door, umbrellas just fall out and he has to push them back in leaving no room for him. So now he lives in different airbnb apartments, pretending that he just moved here from, and he hasn’t found a place to live yet, while in reality, his place is just full of umbrellas. He has to make this cover up story, because no one would believe him, if he told them the truth about the umbrellas. He didn’t even tell me, I just figured!

… and the rest is history. Or actually it’s herstory, which is mystory. So maybe it’s … a mystery?

Of course none of this is really true, except that I did meet this guy yesterday, and he forgot his umbrella, so he bought a new one and he does that “every time”. And the story reminds me a bit of the way our physical reality sometimes can be so weird under unusual circumstances, that we have to fill in the blanks and try to make it fit into our expectations of reality. We make up these stories that apparently make sense to our limited brain and the universe is laughing, because they are so cute. Ahh, those humans.

… So the rest is a mystery of future, which someday will be the history of the future.

OK then – seeya!

Mandag morgen

En af de morgener hvor:

Man vågner klokken 5:30 af sit vækkeur med en fornemmelse af at have smidt katten væk fra sit hoved mindst 6 gange i de seneste par timer. Og man er i en tilstand mellem søvn og virkelighed og i tvivl om hvad der er hvad og hvor man egentlig har lyst til at være.

Man tager et dejligt varmt bad og det varme vand giver en god og tryg fornemmelse … dog af ligegyldighed, fordi man ved at den er deprimerende midlertidig.

Det er mørkt og koldt når man cykler ud i virkeligheden. Klokken 6:30 og en flad cykel der skal pumpes og ens øjne bliver nevet af kulden på hele den 45 minutter lange cykeltur og konstant fyldt med tårer.

Læs resten

Vi når det nok

“Hvad kunne du tænke dig at lave når du blev stor?”, spurgte den ene den anden. Jeg ventede lidt på den andens svar. For jeg var spændt på at høre det. Måske blev hun pludselig opmærksom på at jeg lyttede, og sad klar med notesblok og kuglepen, eller google drive og tastatur i den moderne udgave af historien. For pludselig var hun væk – den anden.

Jeg ventede stille lidt endnu. Lod som om jeg lavede andet. Og tjekkede op på vores kalender og vores planer imens. Tjekkede op på vores økonomi. Ikke at det havde noget at gøre med hvad vi rent faktisk havde lyst til at gøre. Ikke i den ideelle verden, men måske alligevel en smule, for hvis lysten er til at drive den af, så må man også have råd til det. Men jeg var villig til mest bare at lytte til hvad hun svarede, uden at forsøge at blande økonomi i det. Jeg ville prøve i hvert fald … Læs resten

Søndags-apocalypse

Klokken var 8 en søndag morgen. Hun sad i toget på vej ind til København, sammen med diverse andre fulderikker, som var på vej hjem fra byen. Burde de ikke køre i modsat retning – hjem fra København? Men hvor mange gange havde hun ikke selv vågnet op på endestationen i Høje Taastrup og bandet over at skulle vente på næste tog for at komme tilbage?

Og der sad de så. Hun på en hemmelig mission og de almindelige dødelige omkring hende, hvis stank godt kunne afsløre dem som de halvdøde zombier de snart ville forvandle sig til. De kørte alle i cirkler, nogle mere bevidste end andre. Ind i mellem krydsede deres verdener. Som nu. Læs resten

Kan vingerne bære?

“Jeg tror at du trænger til at flyve”, sagde anarkisten. Ja, det gør drager som regel. Men kan vingerne bære?

Stormen har lagt sig, oktober med sin kraftfulde ligefremhed er forbi. November sniger sig langsomt ind under huden … ubemærket, tror den, men vi ved alligevel alle at den er der. Og den ved godt at vi ved det, alligevel overrasker den. Hverken med storm eller fuld eller endt, men knap begyndt. Halvfuld, som månen. Og tilsyneladende fyldt med elektricitet. Spændingen stiger. Helt op til hovedet. Krampagtigt. På det bevidstløse plan. Ryst flasken og håb på det bedste.

Læs resten

Halloween i fængselsbygningen

“Velkommen i helvede” hilste den lille djævel, da hr. og fru. døde-lig mødte ind i helvedesbygningen om morgenen.

De havde alle haft gode intentioner den morgen. Om at være komme til tiden. Om at få skrevet den rapport. Om at få svaret på den e-mail. Der blev brolagt løs, og her var vi så. For endende af vejen, brolagt med gode intentioner. Læs resten

Stormfuldendt

Det var en mørk og stormfuld nat …

Hun sad indenfor med sin varme kop te, som efterhånden var knap så varm, fordi hun havde glemt alt om den og den egentlig bare stod der til pynt og for at sætte rammerne om situationen med det perfekte stormvejr der hærgede udenfor, mens hun trygt sad indenfor. Egentlig ville hun have lavet kakao, men der var ikke mere mælk.

Hun havde havde krydset farefulde veje på sin jernhest for at komme hjem. Kæmpet mod flyvende plader, men heldigvis undgået de ikke-eksisterende flyvende tallerkener. Passeret hjernedøde affaldscontainere, som pludselig også havde fået deres eget liv, og som zombier fulgte en vej uden retningssans. Væltede ned på gaden uden formål eller mening, lidt i stil med fulde mennesker en lørdag morgen i København. Læs resten