Tid – yo bitch!

Tiden er min sekretær. Hun arbejder for mig og arbejder hårdt. Nogle gange. Ja, nogle gange føler jeg at hun løber afsted for at nå det hele og jeg kan knap følge med, men andre gange er det som om hun har sat sin fede røv i en sofa og nægter at gøre noget som helst.

Så råber jeg “Hey tid – Yooo bitch!”. Men hun reagerer ikke. Det er som om hun har sat sig til rette med sine hørebøffer på, og registrerer intet af min frustration.

Ved hun selv hvor kostbar hun er? Mens hun sidder der, kold i røven. Ved hun hvad hun betyder for mig – og for andre? At hun sidder der og spilder sig selv. Spilder MIN tid.

Ja, jeg har ejerfornemmelser. Hun arbejder muligvis også for andre. Måske er det derfor det nogle gange føles som om hun bliver væk for mig. Måske er hun ude om natten, mens jeg sover. Der føles det faktisk lidt som om hun forsvinder for en stund. Jeg har efterhånden vænnet mig så meget til det, at jeg bare lader hende gøre det. Det er nærmest som en uskreven aftale mellem hende og mig – jeg lægger mig om aftenen og lader tiden forsvinde. Om morgenen vågner jeg, og hun er der igen. Lader som ingenting, mens vi har hver vores rutine. Der passer jeg godt på tiden, for at hun ikke forsvinder for mig igen.

Mon hun stadig arbejder for mig om natten mens jeg sover eller har hun andre? Og er det egentlig vigtig?

Nogle gange forsvinder hun også for mig i løbet af dagen. Hun løber afsted. De siger jo at det er sundt at løbe. Hun prøver måske bare at være sund. Men der mangler jeg hende, når hun forsvinder for mig. Jeg mangler hende tit.

Nogle gange lader jeg som ingenting. Lader som om hun ikke er vigtig. Det er jo bare tid. Jeg kan altid få en ny. Erstattelig. Men uanset, så tror jeg aldrig helt at det bliver den samme. Jeg er inderst inde bange for, at hvis jeg smider hende væk og der kommer en ny tid, så vil hun ikke være helt så god som den gamle.

Men det er sket før at jeg er blevet positivt overrasket. Der har været andre gode tider, og jeg har ingen grund til at tro at der ikke kommer nye gode tider. Men det føles alligevel trygt og rart at holde fast i den man har. Den tid der er her nu og som måske aldrig kommer igen, når først jeg slipper hende.

Hov, der går hun igen. Forsvinder for mig. “Hey yo! Bitch!” … hun reagerer ikke. Tiden er gået.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *