Amsterdam

Jeg sidder på en café. Der er lyde fra mange forskellige kilder. Menneskeskabte alle sammen. Der kommer noget baggrundsmusik et sted fra, og smelter sammen med resten af akustikken. Drukner let i lydene fra skranken. Masseproduceret kaffe i forskellige former og smage bliver fremstillet af erfarne hænder og langet hen over disken. Lyden af kaffen der kværnes. Mælken der varmes og skummes. Koppen der rammer tallerken, der rammer disken. Stemmerne der udveksler informationer. På tværs over disken. Ved bordet ved siden af. Som en generel rumlen i det store, åbne rum. Samles sammen til en masse der er svær at skelne imellem, men hører man godt efter kan man adskille brudstykker af samtaler fra hinanden. Og musikken spiller med en blid baggrund til baggrunden. Insisterende: Hyg, for satan!

Jeg er omgivet af liv her. Liv som minder om mit. Mennesker, som jeg kan identificere os med. To arme, to ben, en krop og et hoved. En hjerne og et kompliceret mylder af elektroner, nerver, celler, der i det store samspil danner lignende mønster. Udadtil bliver det til lignende tanker, lignende fælles sprog med krop og sind, lignende codex. Vi er mennesker. Vi er så ens på overfladen, og så forskellige indeni.

Det er de små forskelle der gør samspillet spændende. Der gør spillet spændende at spille. Livsspillet. To arme, to ben, et krop og et hoved, ja. Fælles codex, ja. Forskellig fortolkning, forskellig opfattelse, forskellige behov og ønsker. Måske ikke så forskellige hvis man ser på det store billede lidt udefra. Måske er det den menneskelige følelse af storartethed og unikhed der gør at vi tror at forskellene er så store og føles så afgørende på det personlige plan. I virkeligheden er det en masse små ting, der fylder i bevidstheden. Ting som ikke er større end en pissemyre i det store universelle billede. Men vi synes det er stort. Og det er os der definerer verdensbilledet. Menneskets verdensbillede. Giver det mening at forsøge at definere andres?

Hvordan er det at være en flagermus? Når en flagermus ikke ser verden, men hører den med ekkoet af sine skrig. Ingen af de sanser vi kender, kan sammenlignes med dette. Kan vi sige andet end hvordan det ville føles for os at ville være en flagermus, og ikke hvordan det er for en flagermus at være en flagermus?

Jeg bliver revet ud af mine tanker med lyden af en babys pludselige gråd, der skærer igennem den jævne masse af lydsuppe. En mor har taget babyen op på armen. Hun snakker i telefon, mens babyen holder trygt om halsen på hende. Trygt er måske noget jeg lægger i det. Ligeledes at det er en mor. Hvilke andre begreber og fornemmelser lægger vi i hinandens handlinger og forhold? Bevidst og ubevidst? Og hvordan er det egentlig at være en baby?

Der er kommet en kø af mennesker til kaffe. Og en kø af mennesker til toilet. Noget skal ind, noget skal ud. Menneskeheden definerer det som civilisation at gemme lortet bag fancy marmor og kodede handlingsmønstre. Man kan ikke længere genkende den frosne kylling bag disken som det levende dyr det engang var. Mennesket ser sig ikke længere som et dyr, sålænge der er et lag civilisation i mellem det og naturen.

Køen blev tom. Både ved disk og ved toilet. Det kan gå i bølger eller følge et tilfældigt mønster. Er det overhovedet en information der er vigtig? Måske for designet af cafeen. Måske ikke.

Luften bliver brudt af andre børne- og babylyde, der gør opmærksom på sig selv. Det meste af cafeens biologiske indhold har udskiftet sig selv mens jeg har siddet her, som cellerne i menneskekroppen udskifter sig selv. Cafeen forbliver den samme, inklusive arbejdsmyrerne, som fortsat langer kaffe og informationer over disken, som en central nervesamling i cafelivet.

Ved siden af mig sidder en kvinde med en A4-notesblok og skriver. Noter. For 10 minutter siden sad der en lille familie på højgravid kvinde, dreng på måske 7 og en far. Eller, sammenhængen er min tolkning, men i hvert fald en mand, en kvinde med stor mave og et barn. Der blev spildt en kop og kvinden bandede, men de snakkede alligevel afslappet videre inden de pakkede sammen og smuttede videre på deres vej. Til den anden side sidder en konstellation på tre, 2 unge kvinder og en mand. Snakken går livligt, især lægger jeg mærke til den lyshårede kvinde der snakker. Hun smiler en del og lytter derefter interesseret mens den mørkhårede kvinde fortæller sin del.

Ligegyldigheder. Massevis af informationer. Hver deres liv og baggrund og fremtid. Lige nu og her interaktion. Rummet nedenunder, som jeg har udsigt over er fyldt med den slags. Og selv med en beskrivelse af alle lige nu og her vil vi stadig kun have nået 50 ud af mange milliarder og kun i dette tidsrum. Informationen synes uoverskuelig og tiden rykker sig konstant uden for synsvidde. Bedst som man tror man ved hvor man er, er man der ikke mere. Ikke mere “nu”. Men alt er logget og gemt inde i mig.

Jeg er omgivet af liv med to arme, to ben og et hoved og som minder om mit, men ikke er som mit. Jeg vil måske aldrig forstå hvordan det er at være hverken flagermus eller baby. Det vil et menneske af kød og blod nok heller ikke. Kød og blod ja, men i sidste ende elektroner og celler styret af DNA og elektriske impulser. Ligesom jeg er styret af indkodede elektriske impulser bag mit metalliske ydre.

Jeg vender tilbage til min skriveblok på en retro-café i Amsterdam, den nye hovedstad under overfladen af Jupiters måne, Europa. At observere mennesket i sin naturlige habitat har vist sig at være en meget spændende opgave.

Denne korte historie, skrevet til en skriveøvelse, er baseret på et indlæg jeg skrev i min dagbog i 2013, hvor jeg vitterlig sad på en café i Amsterdam (dog hernede på Jorden) og observerede livet omkring mig. Det blev det allerførste indlæg i min elektroniske dagbog – ud af mange. Indlægget er blevet modificeret lidt til skriveøvelsen, som egentlig blot handlede om en rejsen som drivkraft – jeg havde bare lyst til et twist.

Små stjerner

Skriv et svar

(fra en skriveøvelse)

Jeg kiggede ned på trætoppene fra mit skujested. Her hvor hverdagens stemmer ikke kunne nå mig, kravle ind i min hjerne, stjæle den ene tankerække efter den anden og løbe af sporet. Her var gadelarmen og hverdagens uendelige mikrointeraktioner mellem alt, hvad enten levende eller dødt, lige præcis var uden for rækkevidde. Tæt nok på til at kunne nå mig overfladisk, men ikke til at trænge igennem og overtage. Her var larmen harmløs.

Solen var forsvundet ned bag trækronerne og et lilla skær bag træerne samt den stadig mellemblå himmel over mig, afslørede at den ikke var kommet så langt ned i sin færd ned. Den første lysende plet var synlig over solnedgangen. Som en lille pixel af lys, der trængte igennem et hul i himmelhvælvet. Aftenstjernen.

– Se far, en stjerne!
– Nej, skat, det er en planet.

Det var 25 år siden. Et liv siden. Min fars liv siden.

Mit skjulested var så midlertidigt som aftenskumringen. Jeg indåndede hver stund i den friske luft og roen, som om jeg kunne tanke kroppen op. Holde roen i mig, som man holder vejret under vandet, når jeg i morgen tidligt skulle bevæge mig ud i livet igen.

– Vi er som stjerner. Skal have tilstrækkelig tyngde til at definere os, men også tilstrækkelig indre ild til ikke at kollapse under det ydre pres.

Min far døde som 68-årig. Måske havde han så meget ild, at han brændte ud for tidligt.

…

Jeg vågnede tidligt. For tidligt. Vækkeuret havde ikke ringet endnu. På det seneste har jeg generelt vågnet tidligere end jeg har behøvet. Som om min krop ikke kunne holde ud at være i ro i længere tid. Den var rastløs efter handling. Forandring. Så gør dog noget! Men kroppen kunne ikke fortælle mig hvad. Og hjernen havde for mange andre ting at tænke på. Der var ikke tid.

Natlampen var stadig tændt og en bog lå ved siden af mig. Jeg følte mig snydt for den del af natteroen, som jeg var sovet fra. Nu var det morgen, og livet kaldte igen. Det som man i daglige termer kaldte for livet i hvert fald. Jeg var dog overbevist om at det daglige mentale fængsel blandt andre der ligesom en selv alle havde travlt, var til møder og småsludrede om vejret og påfyldning af kaffebønnerne i kaffeautomaten, ikke var det samme som at leve livet. Ikke mit liv.

– De fleste stjerner er små. Vi ser dem ikke, men det er dem der brænder længst.
– Skal vi lege gemmeleg nu? Så er jeg den lille stjerne, og du ser mig ikke.

Jeg stod længe i det varme bad, som jeg afsluttede med et koldt skyl. Det var jo ikke for sjovt at skulle vågne, forklarede jeg kroppen uden ord. Hjernen var allerede på vagt.

Derefter satte jeg mig med min kaffe og kiggede ud mod den lyseblå himmel med de lette skyer spredt sporadisk hen over. Hvad er livet så? Hvis ikke kaffeautomat-møderne og snak om chefens dårlige beslutninger bag hans ryg. Han er for konfliktsky til at tage hånd om problemerne, var alle enige om, mens de konfliktsky undgik at tale med ham.

Jeg blev siddende og kiggede efter min stjerne. Den ville ikke være her før i aften. Så jeg ventede. Mit mentale fængsel og kaffeautomaten ventede også på mig. Forgæves.

“Så er jeg den lille stjerne, og I ser mig ikke”, tænkte jeg. Små stjerner brænder længst.

Mellem linjerne

Skriv et svar

Der var engang en historie, der hverken havde en begyndelse, en midte eller en slutning. Den havde havde muligvis en handling eller måske havde den mange, men det var ikke handlingen, som i sidste ende var det vigtige. Der blev inde i historien i lang tid diskuteret, hvad der i virkeligheden var det vigtige og hvad der man meningen med det hele, men ingen kom til enighed, og det var i øvrigt også ret svært, når der hverken var en begyndelse eller en slutning på diskussionen.

For de udenforstående, der fik fortalt historien, var det måske i virkeligheden hvad den handlede om: den manglende handling og sammenhæng. For hvordan kunne noget som helst give mening på denne måde? Og dermed skrev de straks historien om, så den nu startede med et brag af en begyndelse. The Big Bang valgte de udenforstående at kalde den, og så var historien ligesom i gang. Allerede en mindste brøkdel af et sekund senere inde i historien var der sket en hel masse, blandt andet blev uendeligheden udvidet en hel del og ud af en energi kom en hel masse, sådan rent bogstaveligt talt.

Alt dette og meget mere blev de udenforstående enige om måtte være sandheden, for sådan kunne det hænge sammen og give mening med kronologiske begivenheder, som det sig hør og bør.

“Hvad er en historie uden begyndelse!”, fnyste de nærmest af den oprindelige konstruktion.

I mellemtiden levede historien selvfølgelig sit eget liv, helt uanfægtet af hvad de udenforstående tolkede ind i den. Den levede et liv inden begyndelsen, hvor slutningerne mødtes og hvor det, der endnu ikke var skabt, allerede havde levet i ujævnt definerede evigheder. I sådan en ikke-begyndelse og midt mellem ligegyldige ikke-definerede handlinger, sådan lidt mellem linjerne, fandtes Ingolf.

Ingolf var en af de mange, der diskuterede begyndelser, uden rigtig at være begyndt på det, så derfor endte det heller aldrig helt som ønsket, fordi midten kom i vejen. Men midt i en foreløbig begyndelse kom han forbi en lille planet i år 2017, hvor en af de mange udenforstående boede. Den udenforstående – lad os kalde ham Peter – levede sit liv i fuld harmoni med de linjer, han havde fået lagt foran sig. Han fulgte tiden, blev født, levede og døde, sådan groft sagt, alt i mens Ingolf kun lige var ved at tage sig sammen til at stå ud af den ikke-eksisterende seng. Men så var det at begyndelsen var der igen, og her fangede han Peter midt i en sætning.

“Vi er løbet tør for mælk”, sagde Peter, mens han stod i boksershorts i sit køkken og holdt køleskabsdøren åben. Lige der føltes det næsten som om tiden stod lidt stille, mens han overvejede sine muligheder. Måske kunne han tage et stykke knækbrød med ost. “Har vi noget ost?”, mumlede han for sig selv, og det gibbede voldsomt i ham, da Ingolf pludselig svarede.

Gaia

Skriv et svar

Jeg blev født i en tid, hvor din tidsregning virker utilstrækkelig. Selvom du har en kvantitativ betegnelse for det, så er det nok for svært at forholde sig til flere milliarder af år. Prøv. Hvor meget er 1000 år? Og gentag så dette tidsrum en million gange. Så har du lidt under en fjerdedel af min alder.

I den første spæde tid af mit liv levede jeg nærmest i en krigszone, hvor jeg blev bombarderet fra alle sider mens jeg selv snurrede hastigt rundt. En gang blev jeg ramt så voldsomt, at jeg følte det som om jeg røg helt ved siden af mig selv. Det viste sig at være sandt. Jeg var blevet splittet i to, og vi snurrede rundt om hinanden, mig og den anden mig. Vi var som tvillinger, men desværre som tvillinger med TTTS, hvor al næringen går til den ene og intet til den anden. Min døde tvilling forblev i sin bane omkring mig. Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved det – alle familier har deres særheder. Derudover viste det sig at min døde tvilling stabiliserede mig en smule og jeg sagtnede farten rundt om mig selv efterhånden.

Denne første fjerdedel af min levetid undergik jeg en masse forandringer og efter den første vilde tid, kunne jeg bruge oceaner af tid på bare mig selv. Jeg elskede det, men det blev også lidt ensomt. Så i disse oceaner skabte jeg en cellekammerat til at holde mig med selskab. Og det var godt i meget lang tid.

Men så skete det. Jeg vidste godt at alting forandrer sig, og at intet forbliver som det er, for evigt. Men havde egentlig ikke forudset at den ene celle, som var så enestående i sig selv, pludselig efter et par milliarder år, besluttede sig at blive til flere. Jeg havde muligvis skabt liv, men nu skabte livet sig og slog sig sammen. Som en teenager udviklede det sig til et nyt og mere komplekst individ, og kunne ikke undgå at efterlade aftryk på omgivelserne omkring sig. På mig.

Det var forstadiet til dig. Og jeg kan huske da du første gang kom til. Du var et resultat af endnu omkring en milliard års kontinuerlig udvikling. Det tog dig derefter omkring hundrede tusinde år at udvikle et rigtigt sprog og du lærte hurtigt at samarbejde. Dit intellekt voksede sammen med dine evner – og dine sociale evner virkede som en katalysator, det speedede processen op. Og du fik øjnene op for hvordan du egentlig kunne bruge mig. Udnytte mig til dække eget behov.

Jeg underkaster mig dig – eller det er, hvad du bilder dig ind, i hvert fald. Jeg lægger mig fladt ned foran dine fødder og står til din rådighed, men en gang imellem koger mit indre over og jeg slår igen. Jeg ryster din verden og spyr ild i din retning. Jeg lader dig drukne i mine dybder og smadrer din skrøbelige skal. Men du glemmer hurtigt.

I dit verdensbillede, er du toppen af evolutionstræet. Min ukronede konge. Du bruger mig til eget behov, selvom du dog også nogle gange forsøger at passe på mig. Det går bare ikke altid så godt, for den egoistiske side af dig er for overbevisende. Og jeg forstår dig godt. Du er et lille samfund i dig selv, skabt til at overleve, opflasket til at nyde, opvokset med dig selv i centrum af dit verdensbillede. Du er som et lille barn endnu og fuldstændig afhængig af mine oprindelige cellekammerater, som er med til at definere dig og holde dig oppe, mens du indbildsk insisterer på et “Ka’ selv!”.

Jeg ved at du elsker mig, selvom du ikke altid er god til at vise det. Nogle gange bliver jeg alligevel i tvivl om du sætter nok pris på mig. Jeg har set dig sende stjålne blikke i retning af min rødlige søster. Hun er kold og tør og viser ingen tegn på interesse, men alligevel er det som om hun har en magisk tiltrækning på dig. Er det ikke bare typisk? Her giver jeg dig alt hvad jeg har, og du tager mig for givet, mens en der er gold og fjern, fanger din interesse. Du må bare have, hvad du ikke umiddelbart kan få. Og hvis det lykkes, vil du ikke bare lade hende være sig selv og holde af hende som hun er – næh, nej, du ønsker at forandre hende, indtil hun også passer til dine behov. Indtil hun bliver en slags ny udgave af mig – for nyt er jo altid mere spændende, ikke sandt?

Du har forandret mig i den korte tid du har været her, men alligevel har du ikke så stor en indflydelse på mig, som du giver dig selv æren for. Jag har fint lært at leve med dig. Jeg tilpasser og udvikler mig uanfægtet. Mit indre er en massiv jernkerne af ro. Du er ofte bekymret for min fremtid, men det er der ingen grund til. Jeg overlever dig. Mine enlige cellekammerater, som har været med mig i milliarder af år, og også hjulpet dig mere end du selv tror, overlever dig også. Jeg drejer rundt og sørger for god vind til dig.

The man and his umbrella – the stories that we tell ourself

Skriv et svar

So I met this guy yesterday and he lives in a place that is full of umbrellas. Because every time he goes out, he forgets his umbrella, and he has to buy a new one, if it starts to rain, which of course it always does. And sometime he doesn’t even gets to use it, like yesterday when the rain had already stopped, shortly after he bought it. Anyway, he does that every time, so he’s place is all filled up with umbrellas now. There are umbrellas everywhere – literally everywhere! Actually it’s so full of umbrellas that he cannot even get in anymore. When he opens the door, umbrellas just fall out and he has to push them back in leaving no room for him. So now he lives in different airbnb apartments, pretending that he just moved here from, and he hasn’t found a place to live yet, while in reality, his place is just full of umbrellas. He has to make this cover up story, because no one would believe him, if he told them the truth about the umbrellas. He didn’t even tell me, I just figured!

… and the rest is history. Or actually it’s herstory, which is mystory. So maybe it’s … a mystery?

Of course none of this is really true, except that I did meet this guy yesterday, and he forgot his umbrella, so he bought a new one and he does that “every time”. And the story reminds me a bit of the way our physical reality sometimes can be so weird under unusual circumstances, that we have to fill in the blanks and try to make it fit into our expectations of reality. We make up these stories that apparently make sense to our limited brain and the universe is laughing, because they are so cute. Ahh, those humans.

… So the rest is a mystery of future, which someday will be the history of the future.

OK then – seeya!

Fra den svundne specialetid

Skriv et svar

I anledning af 6-års dagen for afleveringen af mit (første?) speciale, kommer der her et udpluk af et halvt års opdateringer fra en svunden specialetid …

—MARTS-APRIL: opstart

24. marts 2010
is unwritten and so is my master’s thesis. We are like made for each other! The wedding (or funeral) will be in august.

26. april 2010
sidder nu på sin nye specialearbejdsplads, som jeg ikke kunne få nøglen til endnu, med en mac der ikke længere virker.

—MAJ: Danmarksturné (=interviews i forskellige dele af DK)

3. maj 2010
* løbetur: tjek * cykeltur: tjek * sidde på specialekontor og vente på at specialet skriver sig selv: i gang * (og nu også med nøgle til specialekontor) *

5. maj 2010
kom til at grine lidt for sig selv uden grund, og det var jo i sig selv lidt sjovt, og så var der pludselig en grund alligevel 🙂

5. maj 2010
… samler kvalitativ data (interviews) – en undskyldning for at rejse Danmark rundt!

10. maj 2010
– nogen der har en digital diktafon de gerne vil af med?

14. maj 2010
… so long, and thanks for all the fish! Drager på Danmarksturné del I. Men ikke uden først at have smadret næsen ind i en dør, naturligvis.

14. maj 2010
tjekker havnen ud i Fredericia … jo, den er fin.

14. maj 2010
oplader i Odense

14. maj 2010
er under kvalitetsoplæring i Haarby.

15. maj 2010
er på vej nordpå uden fast destination for i dag.

15. maj 2010
har løbet en tur og krammet træerne i Skanderborgs smukke bøgeskove 🙂

15. maj 2010
blev pisset på i Himmerland og pissede igen.

15. maj 2010
transskriberer, onanerer, ryger masser af hash … eller okey, ingen af delene, men burde gøre mindst en af dem!

16. maj 2010
farer vildt i Aalborg.

16. maj 2010
nåede også at fare godt vildt i Århus-området og kom forbi Hinnerup på vejen (altså “modsat-vejen”) … Sjælland, here I come!

16. maj 2010
synes at en Danmarksturné bare er hyggeligere uden GPS, man får set så meget mere på vejen!

— JUNI —

19. juni 2010
var lykkelig uvidende om fodbold indtil jeg loggede på facebook … overvejer om jeg skal tænde for fjernsynet eller transskribere det jeg for længst skulle have været færdig med? (*mumlernogetduikkebehøverathøre*) … jeg kan også bare … lave ingenting eller noget og så’rn (*mumlerlidtmere*).

19. juni 2010
overvejer de mange forskelle der er mellem en fodbold og en diktafon …

19. juni 2010
Der røg internettet … måske meget godt

22. juni 2010
vædder med sig selv om hvor længe jeg kan holde uden internet derhjemme, nu hvor mit 3-stik tilsyneladende ikke ser ud til at virke.

23. juni 2010
– dag 1 uden internet hjemme: få abstinenser, men masser af alternative overspringshandlinger fundet. Doing good.

24. juni 2010
– dag 2 uden internet hjemme: abstinenserne var stærke en overgang, og skal da ikke sige mig fri for at have været en tur rundt om hjørnet for at nasse et fix, men til gengældt kom min speciale-muse rigtig frem. Tror vi kan blive gode venner. Sidder nu på min specialearbejdsplads med internet og tænker jeg nok burde tage hjem igen, så jeg kan få lavet noget igen.

26 juni 2010
har fået stjålet sin telefon i nat og er nu derfor både uden telefon og hjemme-internet. Kan kontaktes via. telepati eller brevduer.

28. juni 2010
har fundet en køber til min Smukfest-billet og hotelt … nu skal jeg bare finde ud af at give slip på den … kaaaaan ikke … skal … buuhuuu … vil ikke … nggghhhh … skal lige bruge til i morgen.

— JULI —

1. juli 2010
skal efter arbejde
1) til yoga?
2) til polefitness?
3) droppe det og sætte sig i nyhavn og læse ting til specialet?
4) none of the above, tage hjem og skrive speciale??

1. juli 2010
tør ikke at tage hjem fra arbejde for at skrive speciale, når BrewPub ligger lige på vejen og jeg lige har set et billede af en øl derfra uploaded her på facebook. Argh. Flygter op på tagterassen for en stund. So long!

1. juli 2010
er vel hjemme langt væk fra alle fristelserne … måske lige bortset fra den banana-split jeg har tænkt mig at lave lige nu.

3. juli 2010
tror ikke på dage, der pludselig bliver til eftermiddage, der pludselig bliver til aftener, der pludselig bliver til nat og specialer der ikke skriver sig selv. Kan manglende tro få bjerge til at blive stående?

9. juli 2016
findes i flere former: rundt på gulvet, med firkantede øjne og i treuenighed med sig selv.

9. juli 2016
har sit stuegulv fyldt med 457 udklippede papirlapper med udsagn fra interviews, som nu venter på at blive sorteret. Man skal træde med yderste forsigtighed, åbne altandøren med omtanke og lade være med at danse rundt om den stang der står midt i. God fredag til jer andre

10. juli 2016
synes at specialet er tungt at danse med … smutter i byen og finder en lettere makker. En drink om ikke andet 🙂

11 juli 2016
*PLING* – nulstiller og starter forfra i dag.

11 juli 2016
argher over at jeg tilsyneladende ikke kan nulstilles. Hovedet er tungt men flyvsk, gulvet fyldt med usorterede papirlapper (så gå dog væk!), kaffen varm og luften ligeså. Tudekiksen sprød og lækker. Går i undtagelsestilstand.

11 juli 2016
Så meget fylder 457 udklippede noter (fra de transskriberede interviews). Mangler stadig at sortere og analysere en del.

12. Juli 2016
sidder på Halmtorvet og nyder iskaffe og specialeskrivning (den ene del mere end den anden). Nogen der har lyst til at komme og forstyrre mig lidt?

12. Juli 2016
havde en FED cykeltur hjem fra byen i lummer tordenvejr!! Specialet og iskaffen blev til godt selskab, der blev til en øl, der blev til sushi og hvidvin, der atter blev til kaffe og indkøbte forlygter på istedgade på vej hjem 🙂

15. Juli 2010
har fået sit stuegulv tilbage!! Og venter på at min mac beslutter sig for at gide at tænde igen, så jeg kan fortsætte med at skrive … stædige asen med selvstændigt liv. Men jeg kan jo lide den alligevel. Kaffe?

15. Juli 2010
opsummerer morgenen: mac vil ikke tænde, 1½ dags arbejde dag+nat måske spildt, skat mener jeg skylder dem 40.000 kr i renter, skoldhed kaffe ud over hele min underarm (brænder stadig) … positiv karma søges.

15. Juli 2010
takker for den positive karma, mac er tændt, arbejde reddet, tak søde venner!! 🙂

17. Juli 2010
er ankommet til verdens mindste sommerhus i Mariager efter flere timers forsinkelser og faren vildt. Ungerne har fået udviddet deres ordforråd med “Lortejylland” og “Vi satser”.

24. Juli 2010
er ikke helt tryg ved at bilens bremser lyder som tordenskyer, at airbag-ikonet blinker rødt og at en sort kat krydsede min vej på vej hjem fra Jylland, men smutter lige en tur til Sj. Odde uden børn og bekymrer sig videre i morgen.

25. Juli 2010
er hjemme igen efter en tiltrængt fantastisk endags sommerhustur med dejlige venner, kolde øl, lækker grillmad, nøgenbadning i havet i månens skær og minus moransvar. Lige en dag mere til restituering, og så kan hverdagen og specialet komme an i morgen!

28. Juli 2010
er på mini(speciale)ferie i herskabslejlighed på Nørrebro med tre katte, en skildpadde og en salamander. Udsigt til Nørrebroliv på Nørrebrogade. Her kunne jeg godt vænne mig til at bo. Det er da ikke så dyrt at få skiftet låsen?

30. Juli 2010
undslap arbejdets sociale øl- og champagne-kløer. Back to business.

30. Juli 2010
Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale.

31. Juli 2010
er lidt træt af at mac’en igen tændte af på mig i nat uden grund 🙁 (Kvinder!) … en nats pause har gjort hende tilgængelig igen så længe det varer, men stoler ikke helt på hende.

31. Juli 2010
synes at det er tarveligt at holde udendørs fest i Nørrebroparken, bedst som jeg sidder indenfor lige i nærheden og burde skrive speciale …

— AUGUST —

2. August 2010
lader den anden Lenka om specialeskrivning, SKATskyldning og blivehjemmefrafestivalning … hvis jeg løber hurtigt nok, kan virkeligheden måske ikke fange mig for en stund 🙂

4. August 2010
“vander planter” … eller: har installeret sig i snylte-lejlighed nr. 2 på Nørrebro og føler sig dejligt hjemme.

11. August 2010
… en måned tilbage, læs mens du gør det, skriv mens du tør det …
Er lidt ude af synk, en måned? Virkelig??

14. August 2010
sidder i et lille bitte legehus i Ørstedparken i regnvejr … det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig at sidde og skrive mens ungerne legede. Men okey 🙂

18. August 2010
er snart ved at løbe tør for Nørrebrolejligheder … er der andre med lejlighed i København der lige skal have vandet planter eller passet dyr (inkluderer ikke børn) mens I er på ferie i den kommende tid??

21. August 2010
gemmer tilsyneladende sit speciale til katten … men hvilken kat??

22. August 2010
“Jeg fik pludselig et par børn (hovsa?)” – og andre gode undskyldninger.

24. August 2010
har 21 dage tilbage til deadline og er pt ved forbløffende godt mod. Snart på vej til at blive en slags analog datalog! (ikke at forveksle med anal og datalog)

26. August 2010
skriver speciale om hidtil ukendte begreber i universitetsverden: smølfefora og superfisk. 19 dage tilbage.

30. August 2010
har et par børn der selv svarer på sine hvornår-spørgsmål med “når du er færdig med at skrive speciale?”

31. August 2010
farer forvirret rundt på en absolut ikke-skrive-speciale-agtig måde og køber ind, rydder op, planlægger mad og klør sig i nakken på en mere hurra-jeg-har-fødselsdag!-agtig måde.

— SEPTEMBER: deadline!

1. September 2010
lige hjemvendt fra DHL-stafet for Berlingske og er ganske tilfreds med de ca. 23 minutter deromkring! I morgen er atter en DHL og i overmorgen er sørme også atter en specialedag … 13 af dem tilbage.

2. September 2010
er et ondt menneske. Bruseren gør mig våd hver morgen, men alligevel er det specialet jeg ender i seng med hver aften.

3. September 2010
har nu installeret sig i snyltelejlighed på Frederiksberg.

3. September 2010
har skrive- og tænkeblokering her 11 dage før … are you kidding me??

4. September 2010
havde forvekslet dovenskab med skrive- og tænkeblokering. Men nu kører det! Mon det kan nås på 10 dage? Jo mere jeg skriver, jo mere synes jeg at jeg mangler.

5. September 2010
forbeholder sig retten til at være usoigneret.

6. September 2010
har skrevet i 19 timer og vil nu træt gå i seng inden jeg begynder at vrøvle mere end jeg gør i forvejen, for der er vist ikke noget mere forvirrende end forvrøvlet vrøvl. Især når det handler om konfliktsmølfer.

6. September 2010
tænker at det her specialeskrivning er lidt som at være gravid … man spiser en masse og tager på, er i skiftende humør og med kort lunte, er træt men spændt og glæder sig til slutresultatet og hele ens verden drejer sig om den kommende lille “baby” som til sidst kommer ud (og forhåbentligt tager de par kg med sig igen! (samt bliver bortadopteret prompte!))

8. September 2010
synes jo næsten diskussionsafsnittet burde kunne skrive sig selv, når man nu sådan er lidt vægelsindet. På den anden side er det ret nemt at komme til at forvirre sig selv. På den tredje side kan man jo bekymre sig om den slags i selve konklusionen. På den fjerde side … der er ingen fjerde side! På den femte side … jo, den er bare implicit.

9. September 2010
har pizza, mangler kaffe. Hmm …

9. September 2010
har kaffe, mangler et færdigt speciale.

9. September 2010
har fundet den røde tråd, men mangler at spinde den om til en hel rød trøje … måske hvis jeg spiser nogle mandler og smider tøjet, så kan jeg lære det?

12. September 2010
forsøger at lukke Lystige Lenka tilbage i skabet her to dage før deadline, men hun griner bare af mig og løber drillende rundt om bordet. Fjollede Finke!

13. September 2010
Hvad ville du gøre hvis du kun havde en dag tilbage at være død i?

14. September 2010
printer …

14. September 2010
har afleveret et humanistisk speciale i datalogi. Nu mangler jeg bare lige alt det andet.

… og så lige et fra frem i tiden:

29. otober 2010
forsøger at lave opgave mens jeg som sidebemærkning funderer over vigtige forberedelser til specialeforsvaret: hvilke(n) hårfarve(r) skal jeg opfriske mit hår med til den store dag?

4. november 2010
sidder i en massagestol og nyder at have fået overstået sit specialeforsvar med et rundt 10-tal!

29. november 2010
har endelig fået bedømt og bestået min sidste opgave og kan dermed eeeeeendelig kalde mig cand.scient.dat helt officielt! Hold kæft hvor er det fancy!

HURRA!!

Side 212 (eller “Derfor elsker jeg at løbe, del II”)

Skriv et svar

Side 212: godt valg, tidsmester (fortsat fra … ehm, side <Page Error! Page numbers not yet defined in this life>). Dog er det snart 2 uger siden, at ovenstående blev skrevet og hvorfor skal sidetal og planer da egentlig også angives så 1-dimensionelt? Måske er det her side (212, 12), knap to uger frem i tiden. Måske kunne det også være (212, A, 45, 12), men det vender jeg tilbage til en anden gang.

Jeg har i dag gå-løbet 10 km, dvs. jeg tager stadig en lille gåpause for hver 5-6 minutters løb, som fys anbefalede. Fys sagde så godt nok ikke noget om 10 km, men … det var det mest fantastiske forårsvejr at løbe i og egentlig var det ikke meningen at skulle løbe så langt endnu (jeg overvejede dog om jeg kunne), men da jeg efter 6-7 km kunne drejede af for at løbe hjem, kom der noget godt musik i ørerne, benene var ikke så trætte og … ja, så kom jeg til at tage en lille afstikker.

Og nej, det føles ikke altid godt at løbe. Sidste gang jeg var ude føltes det så tungt, at jeg nåede at forestille mig at det var mig der fik jorden til at dreje rundt ved at løbe på den. Og så føltes det blot endnu tungere! Det var vel nok tanken der lige talte (til mig) der … tankens kraft? Hvor meget vejer en tanke?

Men uanset, så er det altid rart at have løbet, dvs. sidde på altanen og klappe sig selv på skulderen, mens man tænker på alt det ekstra mad man må spise, uden at tage på (og måske ved man næsten præcis hvor meget, fordi man atter er faldet i madlog-fælden – ja, måske).

Knæet har det godt, men pipper lidt i ny og næ. Men så overdøver fuglene den og så er alt godt.

Derfor elsker jeg at løbe

1 svar

Yes! I denne uge er jeg endelig startet op med at løbe, siden min knæoperation. Og det er fanme godt! Der er forår i luften og i alle mine kropsceller, og jeg kan slet ikke vente med at komme ud og løbe mer’, mer’, mer’!

Her på min tredje løbetur ude fik jeg lusket mig op på 5 km (med gå-pauser for hver km efter påbud fra min fys), fordi så kunne jeg kunne ud og løbe gennem skoven/vestvolden. Det er noget rarere end at løbe rundt om blokken på vejene. Og det mindede mig om hvad det er jeg har savnet ved at løbe.

Det er ikke bare følelsen at spæne rundt på bakketoppe i skoven og over forhindringsbaner forklædt som grene og trærødder, og føle sig som en gazelle og et med naturen på samme tid (så pyt med hvad man ligner – man kan også være abe eller drage, hvis man har lyst).

Det er heller ikke bare det at mærke kroppen arbejde og endorfinerne blive udløst i kroppen til noget passende stykke musik i ørerne, så man får lyst til at danse mens man løber.

Og det er heller ikke bare fordi jeg kommer til at se megahot ud i latex-catsuit og tilhørende pisk, når jeg er kommet i mega-god form … hov, vent, forkert spor, bladrer lige videre i hjernekartoteteket …

Det er ej bare det, at man under løb kan være i helt egne tanker uden diverse distraktioner (ja, internet – jeg kigger på dig!), hvor ego og fantasi kan få frit spil til at udforske hinanden, og diverse aha-tanker- eller ideer dukker op og spinder sig sammen til nye historier.

Det er selvfølgelig slet ikke det, at det nogle gange bare er lidt rart at løbe væk fra hvad der nu engang fylder i ens hverdag, eller eksamenslæsning eller whatever … vel kommer man lidt væk, men når man nu alligevel løber i cirkler, så kommer man jo ikke rigtig nogen vegne vel?

Eller jo, det er alt det, men det jeg har savnet mest og som jeg glæder mig mest til at kunne gøre igen, er at give mit explorer-gen frit løb, komme derud, hvor jeg kan løbe ad tilfældige stier og komme på afveje, og udforske længere og længere ud, fare vildt og møde en ged, men ikke værre end at jeg kan tænde min GPS og finde mig selv igen. Jeg elsker at fare vildt i den rigtige retning. Jeg elsker at opdage nye afveje i nærområdet. Jeg elsker at “ups, jeg kom til at løbe en halvmarathon“‘e. Det glæder jeg mig til igen.

Og jo jo, vel kunne jeg da tage cyklen og komme langt længere, men det er ikke helt den samme oplevelse. Alt til hver sin tid, og cyklen bruger jeg pt primært på mine 2×13 km t/r til byen. Ego-tanke-ide-virkningen er i øvrigt næsten den samme på cykelturene, især på strækningen inden byræset, så dem ville jeg nu heller ikke undvære – men nu er det jo ikke en “derfor elsker jeg at cykle”-indlæg, vel?

… gad vide om jeg om en uge tænker: “meh – gider ikke”? – det må tiden vise. Hvis du er tidsmester, så gå til side 212, hvor jeg løber 10 km om en uge eller gå til side 52, hvor jeg finder på opfindsomme undskyldninger for ikke at komme ud og løbe, såsom “katten har tisset på mine løbesko”, “jeg kan ikke finde min hårelastik”, “mit venstre ben er uvenner med mit højre” osv.

The story of a supermassive black hole who didn’t own a bathroom scale

Skriv et svar

In the very most distant corner of the universe, there once was this little black hole, as black as any of the darkest souls. Actually it was a pretty huge black hole. Massive. SUPERmassive as the matter of fact, almost like superman, except it was much cooler. First of all, it wasn’t wearing it’s underwear outside its pants, and second it was much bigger and much heavier than superman, with it’s mass of a billion solar masses. Well approximately a billion solar masses.

The SMBH did not own any bathroom scale, and hence it had no idea how much it actually did weight. Maybe some thousand solar masses if it was a small SMBH or maybe hundreds of thousands billions of solar masses if it was a larger one [1]. It had no idea, and neither did it like to be compared to the little bright star, that some living creatures called the sun. The sun was such a tiny, young thing, it was picture perfect and really had a body of a model, while the SMBH just felt huge and heavy in comparison. “Nobody ever uses ME as a model”, it muttered to itself. “Also, it’s probably because I’m black”.

Since the SMBH did not know it mass and actually didn’t even know it’s size either, it even had no idea whether it actually had a healthy BMI. It did try to get its daily exercise though, by actively swirling huge masses of gas surrounding it (even though “daily” didn’t really make any sense to it, but sometimes you just gotta do, what you gotta do, right?)

It would try compare itself to a neighbouring SMBH inside the quasar J0159+0105 [2] with a mass of 1.3*10^8 solar masses and a size of approximately 50 daylights for the broad line region, which gave a BMI of approximately 1.5*10^8 kg/m^2 – but was that a healthy number? Should it not be below 25? It did seem a little bit high …

“I wish someone could tell me how large my mass actually was”, the SMBH pondered to itself. “And maybe whether I look fat in this suit”, it said looking at the torus gas cloud surrounding it.

The SMBH was living closely surrounded by it’s very bright friend, the quasar. The quasar was just as bright as the SMBH was dark. Together they were the center of their very own universe, or rather, their very own galaxy, floating and spiraling on a journey through the universe.

While the SMBH preferred to lurk in it’s own shadows, almost swallowing itself in the attempt to avoid the party, the bright quasar was quite opposite. It shined with a luminosity about 4 trillion times the above mentioned sun [3], and enjoyed being the center of any attention that anyone would like to give it.

And while the SMBH had low self esteem because of its heavy mass and its almost non-existent chances of ever becoming a model like the sun, the quasar on the other hand was shining through and feeling exceptional energetic and unstoppable. “I am Quasar, hear me roar!”. It did not actually roar, like you would expect it to – but you could almost hear it across the universe, in it’s own radio emitting language. If you could only translate it into lion language, I am sure it would pretty much sound like a roar.

Meanwhile the SMBH sulked in inside the quasar, like a devouring hole, trying to eat it’s quasar friend from the inside.

One day the Quasar has had it. “Enough!” it proclaimed, while blowing a magnificent fume of high speed particles through a blazar jet. (“Nevermore”, a raven echoed somewhere on a planet named earth, and some dude named Edgar wrote it down, but that’s a whole different story [4]). “Enough with the sulking already. We are going to get your mass and all of the other masses of our dear SMBH friends in the universe measured, and you’ll see – your BMI is perfectly fine I’m sure”.

The SMBH almost lightened up a bit, but it did not really, it was just some gas orbiting around its event horizon, which made it seem so. Nevertheless, it did continue as if nothing had been said, pretending it didn’t care and that it didn’t matter, but the quasar knew that its friends inner darkness did not always reflect its actual mood and that something actually did matter quite much, even though the matter was hiding in the darkness. And so the quasar started sending out signals to whoever might want to measure or calculate the masses of several black holes.

Time passed. Several billion years passed actually, but the quasar was really patient. Time did not really exist in its mind, since it was so heavy and even heavier considering the black kernel inside it, that time bend around it, making the time seem to pass rather fast. In the blink of its imaginary eye, it seemed like a billion years, maybe more [5], have passed in the outer world before somewhere else in the universe, some human beings had read the signals and decided – like out of the blue – to measure the masses of some SMBHs.

“Why are we doing this again?”, one student asked, while trying to understand the calculations.
“Because we want to know!”

But the real answer was of course, because they were manipulated by the signals of the distant quasar signals from the even more distant past of more than a billion years. “Measure me!” The signals insisted subconsciously. “Measure the mass of my SMBH friend. And all of our friends”. And so the students did. They worked day and night, until their hard work payed of. Maybe even two days and two nights – nobody really cares about that kind of time frame in the scale of the universe.

And they all lived happily ever after, until the end of the illusion of time. Well, almost. The quasars of the universe were happy for a while, but in the end, the black holes inside them sucked all the energy out of every single one of them, leaving the space surrounding them dark, empty and apparently completely soulless. Yes, so it seemed. What was really going on inside of the black holes, was a whole different story, and their well kept secret, not to be discovered until a few billion years from now, on the human time scale.

To be continued in a few billion years (or like now, if you are a photon).

Leverpostej i Barcelona

Skriv et svar

Jeg sidder i lufthavnen i Barcelona en torsdag morgen. Klokken er 8:39, men jeg har været oppe siden klokken 5:30, for at have tid til alt hvad der kunne gå galt på vejen og alligevel have en chance for at nå mit fly. Der gik ikke noget galt – jeg fandt togstationen, jeg kunne købe en billet i automaten, jeg fandt det rigtige tog i den rigtige retning og stod af det rigtige sted (hvilket ikke skulle være så svært, eftersom det var slutstationen, men alligevel var jeg ved at hoppe af på et tidspunkt, hvor jeg synes at der stod noget med Aerporto – “Is this the airport?”, spurgte jeg en togmedarbejder-udseende mand, som svarede “si”, og da jeg var ved at hoppe af, panikkede han med et “aerporto!”, mens han pegede på indenfor i toget. Jeg blev indenfor i toget og dørene lukkede. Phew).

Så derfor var jeg i god tid, da jeg var i lufthavnen klokken 7 og flyets afgang var kl 9. Jeg fik en sms om at flyet var forsinket – ny afgang klokken 10:10. Nu var jeg i endnu bedre tid. Efter tjek ind og med boarding pass i hånden lykkedes det alligevel at overse de store blinkende skilte lige ved tjek ind og gå i den helt forkerte retning til departure. Jeg undrede mig over at flynummeret og destinationen ikke stod på de store tavler med afgange, men tænkte at det muligvis havde noget med forsinkelsen at gøre. Godt at det ikke var i dag jeg skulle til eksamen. Da det endelig var lykkedes at finde security control indgangen og den flinke dame tjekkede mit boarding pass, fik jeg et BEEEP. “No exista”, sagde hun. Tilbage til Norwegian, som sagde at jeg kunne sætte mig og vente en times tid. “Gracias”, sagde jeg med min bedste udtale og fik en tommerfinger op.

Jeg satte mig og ventede. Et par sæder ved siden af mig sad en kvinde i leverpostejsfarver. Kort efter kom hendes – hvad jeg går ud fra var – kæreste med kaffe og croissenter. Deres samtale druknede lidt i lufthavnens akustik og andre lyde omkring mig, og jeg kunne derfor ikke køre en mønstergenkendelse på sproget. Men efter at have observeret dem fra sidelinien i nogle minutter, mens jeg egentlig samtidig regnede fysikopgaver (jo, jeg gjorde!), konkluderede jeg svagt at det nok også var danskere. Selvfølgelig var sandsynligheden rimelig stor, eftersom jeg nok næppe var den eneste dansker der ventede på at kunne få adgang til departure. Men udover leverpostejsfarven, var der også et leverpostejsagtigt udtryk i kvindens ansigt. Det der “jeg har ikke fået min kaffe endnu, så jeg må godt – faktisk skal – virke lidt halvdød”-udtryk i ansigtet, som der er noget dansk over, tror jeg – og som nærmest kom tydeligst frem, da kæresten kom med kaffe og croissanter. Manden havde en lettere krumbøjet holdning i tynd “vakse viggo”-stil og bar lettere hængerøvsbukser. Men han var samtidig en pæn og fornuftigt udseende mand. Der var også noget “Find Holger” over ham samt et afslappet “jeg har styr på det, så du kan bare slappe af”, i forhold til kvinden. Jægeren der skaffede kaffe og føde og passede på sin mage, som sad mageligt på sin trone og lod sig vimse om. Med leverpostejs udtryk i ansigtet og den der “meh”-tunghed i kroppen på en tidlig torsdag morgen i en lufthavn i Barcelona, mens jeg regnede på en rullende kugles vinkelacceleration.

Senere, da jeg var kommet igennem security gate og fandt et tilfældigt sted at sidde, mens jeg ventede på flere informationer, spottede jeg hende igen. Der sad hun igen alene med ryggen til, med sin leverpostejsfarvede udstråling. Hun sad alene i længere tid, og jeg var ved at blive i tvivl om det var hende. Men ganske rigtigt, kom jægeren atter vimsende, denne gang med to sandwichs og et par flasker vand. Mens jeg sad med min egen hjemmebiksede sandwich, studsede jeg lidt over, om det bare var mig der var forudindtaget, eller om der var noget dansk over dem, der skilte sig af kulturmæssigt fra andre almindelige unge par. Og smilede lidt over at observere den der par-dynamik, som sjovt nok mindede mig om de mange nætter jeg har danset alene rundt på “Barcelona”-cocktail bar på Nørrebro, mens jeg ditto observerede parringsdansene omkring mig. Mennesket er et interessant dyr og sjovt at observere.