Personlig værdi #3: Selvudvikling

Dette er en fortsættelse af Personlig værdi #1: Kærlighed og Personlig værdi #2: Frihed i serien Lykke, hvor jeg beskriver hvordan jeg mener at det at kunne føle sig hverdagslykkelig afhænger af om man lever i overensstemmelse med sine personlige værdier, og hvilke personlige værdier der er vigtige for mig.

 Selvudvikling/personlig udvikling

En tredje værdi, der er vigtig for mig, er muligheden for altid at udvikle mig selv. Eller ikke bare muligheden, men at jeg rent faktisk får gjort det. At udvikle mig som menneske. At blive bedre til noget fagligt. At lære nyt og udvide min horisont. At forandre mig og reflektere over disse forandringer.

Ja, det er jo sikkert på mode, ikk’? Tonsvis af selvudviklingsbøger på hylden, men sjovt nok er de oftere lige netop den overspringshandling man/jeg ellers bør prøve at undgå, mens der i stedet for skal noget mere handling til. Men de er nu hyggelige … og inspirerende … de der bøger. Og diverse mere eller mindre seriøse artikler på nettet. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg alligevel får en eller anden form for udbytte af dem – inspiration og stof til eftertanke.

Den faglige udvikling

Den faglige udvikling er lidt i familie med den personlige, for det hænger jo sammen. Når man lærer mere om det, der interesserer en, og som man evt. vil arbejde med, så bliver man også udviklet som menneske. Sådan ser jeg det i hvert fald (det er Lenka2 der taler her).

Ofte er det langt nemmere at tænke tanken om alt det man gerne vil end rent faktisk at gøre det. Ligesom i specialetiden, står diverse overspringshandlinger i kø for at komme i vejen. Og ikke bare en pæn kø – de kæmper sig frem med råb eller lokken på “tag mig, ta mig”-måden; “Måske du lige kunne støvsuge”, “Skal du ikke lige have noget at spise? Drikke? Åbn nu bare det køleskab, kun nu!”, “Skal du ikke lige se om nogen har kommenteret på <det der du nu har skrevet>?”, “Hvordan var det nu man <indsæt noget helt andet end det du var i gang med her>? Googl det lige, vil du”, “Hvad mon der sker på instagram?”, “Skal vi ikke lige se en serie? Bare en, så går vi i gang bagefter!”.

For det er nemme at sætte en film på eller lave 100 andre ting end at fordybe sig i noget som kan være svært og tager tid og vedholdenhed. Det kræver fokus, og det er desværre ikke altid min stærke side. Også derfor har denne ugens “selvudfordring” været rent faktisk at arbejde ml 8 og 15 (minimum). Det har fungeret ganske godt i samarbejde med en god todoliste, som der gik sport i at få hakket mest muligt af (faktisk også en udfordring i et andet forum på nettet).

Jeg kan mærke at når jeg først tvinger mig i gang og rent faktisk får gennemført – så bliver jeg gladere på sigt. Og sådan er det gerne med ting der giver langsigtet glæde. Det er nok først for nyligt det er gået op for mig sådan rigtig, hvor vigtigt det rent faktisk er, at få hanket op i sig selv, frem for at få “lige nu”-lysterne styre hvad man bruger sin tid på. Det er nok først for nyligt jeg gør det, fordi jeg gerne vil – og ikke fordi jeg skal bestå et fag, afslutte en uddannelse eller gøre noget fordi en arbejdsgiver kræver det. Nu gør jeg det, fordi det er vigtigt for mig-mig (og den anden Lenka står lidt ved siden af sig selv og nikker samtykkende). Men det er en evig kamp med manglende fokus og tillokkende overspringshandlinger.

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.

Fortsættes i kommende indlæg i lykke-serien, værdi #4 … stay tuned! (eller gå glip af det – vælg selv i frihedens navn!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *